Minister positiv over for at skærpe bøder
Skatteminister Benny Engelbrecht (S) mener, at salg af ulovligt importeret slik nu er så stort et problem, at han vil undersøge muligheden for at skærpe bødestraffen, når man fanges af Skat i at fuske med afgifterne.
Det kom frem forleden, da Folketinget behandlede et forslag til folketingsbeslutning, fremsat af Dansk Folkeparti.
Partiet søger flertal i Folketinget til at pålægge regeringen inden udgangen af 2015 at fremsætte lovforslag om skærpelse af bødestraffen for ulovlig handel med punktafgiftspligt slik. Desuden vil Dansk Folkeparti have Skat til at øge antallet af kontrolbesøg i virksomheder, der handler med punktafgiftspligtige varer.
Forslaget er blevet førstebehandlet i Folketinget og sendt til udvalg, mens skatteministeren venter på yderligere oplysninger fra Skat.
Øget kontrol
Benny Engelbrecht mener, at det er uacceptabelt, at virksomheder snyder med betaling af afgifter og på den måde også ødelægger forretningen for lovlydige virksomheder.
Skat har allerede i 2014 sat ekstra fokus på salget af ulovligt importeret slik og chokolade, og i år retter Skat yderligere søgelyset mod bland-selv-slikbutikker.
– Med det øgede antal kontroller og den mere systematisk tilgang til kontrol samt det udvidede myndighedssamarbejde, specielt med Fødevarestyrelsen, vil der i 2015 blive udøvet en mere effektfuld indsats mod den illegale handel med bland selv-slik i både engros- og detailhandelen, sagde Benny Engelbrecht.
Han kommenterede også ønsket om at skærpe de såkaldte cola-bøder. I førstegangstilfælde ligger de i dag på 5.000 kr. pr. varegruppe, dvs. chokolade, tobak, alkohol og emballage.
En butik eller grossist kan i dag få op til 20.000 kr. i bøde, hvis der snydes med afgifterne.
Undersøges
Skatteministeren stillede sig positiv over for at skærpe bøderne, men inden politikerne beslutter det, mente ministeren, at det var bedst at få undersøgt nøjere, om sådan en beslutning har give retsmæssige problemer, og desuden at få undersøgt, hvilke faktiske forhold der udfordrer Skats kontrol.
– Derfor har jeg bedt Skat om i forbindelse med den målrettede kontrolindsats, der er i 2015, at have fokus på at dokumentere kontrolresultaterne på en måde, så der er grundlag for at vurdere, hvilke tiltag der eventuelt kan øge en præventiv effekt.
– Med andre ord: Regeringen er ikke afvisende over for, at en skærpelse af bødeniveauet kan være en mulighed, men det er vigtigt, at en beslutning træffes på baggrund af en nærmere undersøgelse af området, sagde skatteministeren.
Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, var tilfreds med ministerens udmelding, men understregede, at det er vigtigt, at Skat kommer på kontrolbesøg oftere.
Hertil svarede Benny Engelbrecht:
– Jeg vil også gerne understrege, at Skat helt bestemt vil genbesøge – jeg skal nok lade være med at nævne navne – nogle af de virksomheder, som man allerede har konstateret har udfordringer. Og i den forbindelse vil man selvfølgelig også sikre sig, at den sagsbehandlingstid bliver så optimal som muligt, sagde skatteministeren.
Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk
Regeringen er positive overfor et forslag om at skærpe bødestraffen for at snyde med afgifterne og handle med ulovligt importeret slik.
Foto: Henrik Frydkjær