Minister fortsætter konstruktiv dialog om ungarbejdere
De Samvirkende Købmænd har netop holdt møde med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) om arbejdsmiljøreglerne for ungarbejdere i detailhandlen. Det oplyser brancheorganisationen i en pressemeddelelse.
Kritikken fra DSK lyder, at de nuværende regler er for uklare og ufleksible, og man noterer med tilfredshed, at ministeren virker åben over for ændringer af reglerne.
– Rigtig mange unge har deres første job i en dagligvarebutik. Derfor skal butikkerne være gode arbejdspladser, så vi både får dækket behovet for arbejdskraft og samtidig er et karrierevalg for de unge, der vælger en erhvervsuddannelse, siger Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør i DSK, i pressemeddelelsen.
Han har sammen med adm. direktør John Wagner deltaget i mødet med Troels Lund Poulsen.
Læs også: Minister inviterer Coop til møde om ungarbejdere
Ufleksible regler for arbejdstid
DSK efterlyser blandt andet en konkretisering af, hvad begreber som "lettere ekspedition" og "lettere arbejde" dækker over. Desuden ser man gerne en større fleksibilitet i reglen om arbejdstid.
– Vi ser også gerne, at reglen om maksimalt to timers arbejde på skoledage for unge til og med 9. klasse liberaliseres, hvis det er foreneligt med EU-reglerne. Beskyttelsen af de unge kan sikres ved at fastholde reglen om maksimalt 12 timers arbejde om ugen i uger med undervisning, siger Claus Bøgelund Nielsen.
Læs også: FødevareDanmark: Regler stopper elevtilgang til slagterfaget
Butikker afviser unge under 16 år
Uklare regler for ungarbejdere i detailhandlen har længe været et problem for branchen. Emnet blussede op henover efteråret, da blandt andre Coop stod frem i medierne og fortalte, at man helt fravælger at ansætte unge under 16 år pga. en skærpet fortolkning af arbejdsmiljøreglerne.
Også Rema 1000 og FødevareDanmark har fortalt om de udfordringer, reglerne giver for at få unge medarbejdere i dagligvare- og slagterbutikker, hvor virksomhederne blandt andet har fået bøder for at lade de unge arbejde i nærheden af maskiner, der kan udgøre en sikkerhedsrisiko.
Læs også: Efter bøder og påbud: Coop fraråder butikker at ansætte unge under 16
Det har fået beskæftigelsesministeren til at invitere flere aktører til møde for at diskutere arbejdsmiljøreglerne i detailbranchen. Både Coop og FødevareDanmark har fået invitationer om at drøfte emnet.
– Ministeren var, som vi også forventede, åben for at gøre noget ved problematikken. Derfor tror vi på, at der nu vil ske en lempelse af arbejdsmiljøreglerne, så de mange unge, der er glade for at have et eftermiddagsjob, ikke skal afskediges, udtalte Leif Wilson Laustsen, formand for FødevareDanmark, i en pressemeddelelse efter mødet med beskæftigelsesministeren.
Læs også: Minister ser på lempelser af arbejdsmiljøregler for unge