Minister fastholder slikafgifter

17. maj 2016 -
Skats målretter en del af sit kontrolarbejde mod illegale handel med slik og chokolade. Foto: Colourbox
Skrevet af: Henrik Denman

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har ikke planer om at mindske afgiften på chokolade- og sukkervarer, men forventer derimod på ny at lade afgiften stige i 2018 på grund af den indeksering af afgiften, som Folketinget har vedtaget.

Det er det svar, direktør Dan Kongsted fra firmaet DK-Konfekture får fra skatteministeren efter at have klaget direkte til minister og Folketing over de høje slikafgifter. DK-Konfekture forhandler kendte internationale mærkevarer som Ritter Sport, Katjes og Fazer.

Dan Kongsted var i deputation i Folketingets Skatteudvalg for en måned siden, og han har desuden skrevet direkte til skatteudvalget, som har bedt ministeren svare Dan Kongsted.

Dan Kongsted opfordrede politikerne til at rulle de to sidste stigninger af sukkerafgiften tilbage og at droppe den planlagte afgiftsstigning i januar 2018. Desuden pegede han på, at det efter hans opfattelse især er konfekturebranchen, som skal betale for en bedre folkesundhed, og at leverandører og butikker ikke bare kan overføre forhøjede afgifter til forbrugerne, fordi forbrugerne kun vil betale op til en vis pris for varerne.

Steget 80 pct.

Skatteminister Karsten Lauritzen medgiver, at der har været flere forhøjelser af afgiften siden 2009. Når alt regnes med, er indtægten til statskassen fra afgiften steget fra 1,3 mia. kr. i 2009 til 2,4 mia. kr. i 2015, svarende til en stigning på godt 80 pct.

Ministeren medgiver også, at afgiften fører til øget grænsehandel og stigende illegal handel med slik og chokolade.

Det problem vil regeringen klare ved at lade Skat målrette kontrollen yderligere i 2016. Regeringen undersøger også muligheden for at skærpe straffe og sanktioner for illegal handel.

Men ministeren fastholder, at det vil koste omkring 200 mio. kr. for statskassen at rulle de to seneste forhøjelser tilbage og at opgive den planlagte forhøjelse i 2018. Det lægger ministeren ikke op til.

Ministeren påpeger også, at leverandørerne kan undgå at overskride de prisgrænser, som forbrugerne stejler over. Det kan ske ved at lave mindre pakkestørrelser.

”En mindre pakningsstørrelse til samme pris som inden afgiftsforhøjelsen kan ses på lige fod med en prisstigning for uændret pakkestørrelse og tyder netop på, at afgiften overvæltes på forbrugeren,” skriver ministeren.

Opdateret 10. nov 2020