Manglende anmeldelse af fusion koster Circle K 6 mio. kr.

26. jun 2019 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

opdateret...

I 2016 overtog Circke K 72 servicestationer under Shell-varemærket fra 12 individuelle forpagtere.

Det skulle servicestationkæden, der er ejet af canadiske Couche-Tard Group, have fortalt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Den del af overtagelse af Shell var nemlig ikke omfattet af EU-kommissionens tidligere godkendelse af, at Circle K overtog dele af Dansk Shells aktiviteter.

Men det skete ikke - før det var for sent.

Circle K ærgrer sig, men har betalt en bøde på 6 mio. kr. for forseelsen.

Senior Director Market Development Ann Kirstine Havsteen forklarer, at der er sket en procedurefejl, som Circle K opdagede for sent.

- Circle K fik godkendt købet af 131 Shell stationer af EU-kommissionen i marts 2016. Et vilkår i forbindelse med godkendelsen af købet var, at Circle K skulle overtage visse af Shell stationerne, så Shell forpagterne ikke skulle have ejerskab over stationer både hos den nye ejer DCC og Circle K på samme tid. Overtagelsen af forpagternes stationer skulle have været anmeldt til Konkurrencestyrelsen, hvilket den pga. en procedurefejl desværre ikke blev. Da vi opdagede fejlen to måneder for sent, tog vi fat i Konkurrencestyrelsen og orienterede dem om det. Det er meget beklageligt at dette ikke skete i tide, men vi har efterfølgende fået godkendt købet uden betingelser, skriver Ann Kirstine Havsteen i en mail til Dansk Handelsblad.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, siger:

- Som konkurrencemyndighed skal vi have mulighed for at gribe ind i større fusioner, så vi undgår, at forbrugere og andre virksomheder lider skade, hvis fusionen hæmmer konkurrencen. Det er virksomhedernes eget ansvar at anmelde deres fusioner til os, og gør de det ikke, er det strafbart.

Minimumsbøden for en sen anmeldelse af en anmeldelsespligtig fusion er 4 mio. kroner. Bøden er væsentligt forhøjet som følge af Circle Ks omsætning, men samtidig har det haft stor betydning for nedslaget og den endelige bødestørrelse, at Circle K indenfor få måneder selv gjorde Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opmærksom på den potentielle overtrædelse.

Circle K har 267 bemandede benzinstationer og ca. 60 automatanlæg under varemærket 1-2-3.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?