Lovforslag om pant ventes om et år
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) ventes at fremsætte et lovforslag om pant på dåser i grænsehandlen i slutningen af 2016 eller i foråret 2017.
Det konkluderer Miljøstyrelsen efter at have haft den dansk-tyske pantaftale til gennemsyn. Miljøstyrelsen fastslår samtidig, at ordningen med pant på dåser i grænsebutikker tidligst kan gennemføres fra slutningen af 2019, dvs. mindst et år senere end anslået, da den foregående regering indgik pantaftalen i maj sidste år med Tyskland.
Det er resultatet af Miljøstyrelsens eftersyn, der ventes at ligge klar om kort tid.
Miljøstyrelsen fokuserer i sit eftersyn på en række områder, der kan være knaster for at gennemføre pantaftalen.
En af knasterne er risikoen for, at grænsebutikkerne forsøger at omgå den kommende pantordning, men styrelsen mener ikke, at det vil være lovligt for grænsehandlen at finde smuthuller, så kunderne syd for grænsen kan undgå at betale pant.
Desuden forventer styrelsen ikke, at pantaftalen vil medføre en øget illegal handel med dåser fra grænsebutikkerne.
Eksporterklæringer
Miljøstyrelsen ser i sit eftersyn også på, om de eksporterklæringer, som danske kunder i dag udfylder i grænsebutikkerne, er lovlige. Når kunderne udfylder en eksporterklæring, kan de købe øl og vand uden at skulle betale pant.
Dansk Retursystem fik i efteråret advokatfirmaet Bech-Bruun til at udarbejde en juridisk analyse, der bl.a. ser på eksporterklæringerne. Analysen konkluderer, at eksporterklæringerne er i strid med EU’s emballagedirektiv, der har til formål at harmonisere medlemslandenes håndtering af emballage og emballageaffald og at sikre miljøet.
Grænsehandlen, der er organiseret i interesseorganisationen IGG, ser anderledes på sagen og har tidligere fået tyske jurister til at vurdere lovligheden af eksporterklæringerne, og herfra lyder konklusionen, at de er lovlige.
Miljøstyrelsen siger nu i sit serviceeftersyn, at konklusionen i advokatundersøgelsen fra Dansk Retursystem er tvivlsom.
Miljøstyrelsen har derfor bedt statens juridiske eksperter hos Kammeradvokaten om at vurdere, om eksport-erklæringerne er lovlige i forhold til EU-reglerne. Kammeradvokatens vurdering ventes at ligge klar om kort tid.
Samlet vurderer Miljøstyrelsen, at den dansk-tyske aftale fra maj sidste år er i orden, og at grundlaget er på plads for at fortsætte samarbejdet med de tyske myndigheder om at indføre en ordning for opkrævning af pant af danske kunder i grænsebutikkerne.
EU-regler
En anden knast for at gennemføre pantaftalen er, om aftalen er diskriminerende, når andre statsborgere end danskere fortsat kan købe dåser uden pant i grænsebutikkerne i Slesvig-Holsten. Det er et problem, som især grænsehandlen organiseret i IGG har peget på.
Miljøstyrelsen siger nu i sit serviceeftersyn, at det ”potentielt” kan være i strid med EU-retten, og at problemet skal undersøges nærmere. Ifølge styrelsen har Tyskland dog tilkendegivet, at de ikke mener, at aftalen strider imod EU-reglerne.