For nogle år siden var der en hed debat om, at vi skulle have et ernæringsmærke i Danmark. Et mærke der kunne vejlede forbrugerne om, hvilke fødevarer der ernæringsmæssigt er at foretrække. Det lagde an til mange kreative forslag både fra organisationer og politikere. Et forslag var, at alle fødevareproducenter skulle mærke deres varer med et rødt, gult eller grønt mærke, alt efter hvor sund varen var. Dette ud fra nogle nærmere fastsatte kriterier. En sådan trafiklysmærkning skulle indføres på frivillig basis. Altså mærkevareproducenter eller kædernes private label skulle frivilligt klistre et stort rødt mærke på deres produkter; et mærke, der skriger: ”køb mig ikke jeg er usund”.

Hvor mange producenter har mon lyst til det?

Heldigvis var vi flere, der fik overtalt regeringen til i stedet at kikke til Sverige og lade sig inspirere af de erfaringer, man allerede har gjort der. For at gøre en lang historie kort, så er det derfor, at vi i dag har Nøglehulsmærket, der helt enkelt hjælper forbrugerne med at finde de produkter med mindst salt, sukker eller fedt.

Der er vel ikke mange, der i dag stiller spørgsmålstegn ved, om Nøglehullet er en succes. Derfor kan man undre sig over, at når vi nu diskuterer klimamærkning, så er der stadig nogle, der tænker, at producenter frivilligt skal mærke deres produkter med en rød, gul grøn mærkning, der viser produkternes klimabelastning.

Man er dog blevet lidt klogere siden sidst og er nu godt klar over, at det nok er de færreste producenter, der frivilligt vil klistre et stort rødt klimaadvarsels-mærke på produktet.

Derfor er et af de vise forslag, at man kan overlade mærkningen til dagligvarehandelen. Man ser det for sig, en butiksmedarbejder, gerne klædt i brun kittel, går rundt med mærkepistolen og putter klistermærker på de gode og mindre gode klimavalg. Jeg ved ikke, hvad omkostningen ved denne øvelse vil være, men helt billigt bliver det nok ikke. Men uanset omkostningen ved denne butiksøvelse, så blegner omkostningerne fuldstændig i forhold til de omkostninger, der vil være forbundet med at lave de beregninger, som ligger til grund for, at vores nye ven i den brune kittel kan putte de rigtige klimamærkater på varerne.

Det dataarbejde, der vil være forbundet med at beregne et enkelt produkts klimabelastning, vil være så enormt, at jeg tror, de færreste gør sig begreb om det. Og beregningen skal så i øvrigt løbende revurderes, ikke mindst for produkter, hvor vejret i form af regnmængder og temperatur spiller afgørende ind på udbyttet - og dermed på klimabelastningen.

Denne banale kendsgerning, at klimamærkning er meget ressourcekrævende at beregne, blev vores engelske kollega Tesco mindet om, da de for otte år siden proklamerede, at deres 50.000 egne varemærker ville blive klimamærket. Jeg mener, at de nåede mindre end 20 varer, før de kastede håndklædet i ringen. Idéen om frivilligt at klimamærke varerne var vist mere udtænkt i afdelingen for branding, varm luft og spøg og skæmt end i den afdeling, der vidste, hvad et sådan arbejde ville indebære. Derfor opgav Tesco og benyttede lejligheden til at sige, at de jo havde forventet og håbet, at andre engelske kæder også ville kaste sig ind i klimamærkningen og hjælpe med at bære omkostningen, så Tesco ikke blev ramt så hårdt. Fik de mon også nævnt, at de ville have lovgivning på området?

Det, vi kan uddrage af Tescos erfaringer, er to ting: Først og fremmest bør man nok lige vende det med CSR-afdelingen, kvalitetsdelingen eller andre med faglig indsigt, inden man lokker den administrerende direktør ud at love noget, som i praksis ikke lader sig gøre - eller kun er muligt med store omkostninger til følge.

Dernæst skal man tænke over, at den kortsigtede glæde over den positive omtale hurtigt kan give bagslag, enten imagemæssigt eller økonomisk. Man kan jo ikke altid regne med, at konkurrenterne blindt følger efter - og slet ikke, hvis isen er tynd. Egentlig kan man sige, at det gamle ordsprog stadig gælder: Når man tisser i bukserne, varmer det kortvarigt nogle steder. Men kun et øjeblik, for det bliver meget hurtigt koldt hos dem, der står med det konkrete ansvar.

Og i den sidste ende er alle i samme båd.