Kiosk bliver politianmeldt efter stort fund af lattergaspatroner
En kioskejer i Valby kan forvente en politianmeldelse, efter at der blev fundet en meget stor mængde lattergaspatroner i kiosken og på kioskens lager.
Samlet var der mere end 34.000 små lattergaspatroner og desuden næsten 300 store lattergaspatroner på hver 950 milliliter, skriver Sikkerhedsstyrelsen.
Fødevarestyrelsens rejsehold fik under en kontrol mistanke om, at der ulovligt blev solgt lattergas til beruselse, og en medarbejder fra Sikkerhedsstyrelsen kontrollerede derfor kiosken og fandt store mængder lattergas både i kiosken og på lageret.
Derudover havde Rejseholdet under sin kontrol taget billeder af en kasse med mundstykker, der passede til de store lattergaspatroner.
- Vi er meget glade for, at Fødevarestyrelsens Rejsehold informerer os, når de finder noget mistænkeligt under deres kontroller. Vi er på rigtigt mange tilsyn i løbet af året, men det er umuligt at overvåge alle landets butikker. Derfor er det afgørende, at myndigheder samarbejder om at give befolkningen størst mulig sikkerhed omkring det, der sælges, siger kontorchef Lone Brose fra Sikkerhedsstyrelsen.
Sikkerhedsstyrelsen finder på tilsyn jævnligt lattergas, der ulovligt sælges til beruselsesformål. Men mængden i Valby var langt større, end det tidligere er set. Derfor fik kioskejeren fredag en partshøring med to dages frist til at komme med en forklaring på det store lager af lattergaspatroner. Partshøringen har ikke ændret Sikkerhedsstyrelsens opfattelse af, at der foregik ulovligt salg, og derfor politianmeldes kioskejeren.
- Når vi finder så store mængder lattergaspatroner, og når der desuden ligger mange brugte patroner uden for kiosken, tyder alt på, at der sælges lattergas til misbrugsformål. Derfor vil vi forbyde kioskejeren at sælge lattergaspatroner og desuden politianmelde ham for det ulovlige salg, siger juridisk chef Trine Lyhne, Sikkerhedsstyrelsen.
Ifølge en ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen, der er lavet blandt 32.000 elever på landets gymnasier og erhvervsskoler, har 12 pct. af de unge prøvet at inhalere lattergas fra gaspatroner.
Regeringen vil indføre en aldersgrænse for salg af lattergaspatroner til unge under 18 år. Aldersgrænsen skal kombineres med en mængdebegrænsning, så der kun må sælges to lattergaspatroner på 8 g. ad gangen.