Kampen om grænsehandlens afgifter fortsætter

19. nov 2018 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

I disse dage og uger forhandler folketingspolitikerne om statsbudgettet for næste år, og et vigtigt punkt på den dagsorden er grænsehandel.

Sidste måned i Folketingets Skatteudvalg fremlagde Grænsehandelsalliancen en plan for, hvordan politikerne kan skaffe 390 mio. kr. ekstra til en sænkning af punktafgifterne på en række af grænsehandlens magnetvarer ved at hæve prisen på cigaretter med 5 kr.

Grænsehandelsalliancen er et politisk samarbejde mellem De Samvirkende Købmænd, Dansk Erhverv, Nærbutikkernes Landsforening, Vin- og Spiritusorganisationen i Danmark og Landdistrikternes Fællesråd.

- I Skatteøkonomisk Redegørelse 2018 vurderes, at der kan opnås en samfundsøkonomisk gevinst ved nedsættelse af afgifterne på spiritus, vin samt slik og chokolade. Jeg er således enig med Grænsehandelsalliancen i, at der kan gøres mere i forhold til at reducere afgifterne. Det er årsagen til, at regeringen i forbindelse med finanslovsforslaget har afsat en pulje til yderligere punktafgiftslempelser, kommenterer skatteminister Karsten Lauritzen (V) til Skatteudvalget.

Puljen, ministeren henviser til, lyder på 135 mio. kr.

Karsten Lauritzen har dog tidligere udtalt, at ”desværre kommer vi ikke så langt med det, vi har sat af, så hvis vi skal videre end det, skal der findes nogle penge”.

Grænsehandlen falder

Sidste år grænsehandlede danskerne for 3,5 mia. kr. af de mest populære grænsevarer som slik, øl og sodavand, og selv om det er en halvering på 15 år, skal der sættes ind for at få handlen tilbage på danske hænder, mener Grænsehandelsalliancen.

De senere måneder er flere folketingspolitikere blevet sat stævne i udvalgte dagligvarebutikker for at skabe synlighed om, hvad grænsehandel betyder for den danske handel, inden den næste finanslov vedtages.

- Vi håber, at finanslovsforhandlingerne vil resultere i så stor en pulje som muligt til reelt at gøre et indhug i grænsehandlen og et opgør med den illegale handel. På den måde kan politikerne virkelig gøre en forskel for de danske butikker og grossister, siger Lisa Gundsø, politisk konsulent i Dansk Erhverv.

Opdateret 10. nov 2020