Handlen tror på stop for højere afgifter

3. nov 2017 -
This describes the image
Punktafgifterne på øl og andre grænsefølsomme varer står til at blive hævet fra årsskiftet. Foto: Henrik Denman
Skrevet af: Henrik Denman

De politiske forhandlinger om Finansloven for 2018 bliver med dagligvarebranchens øjne mere spændende end normalt.

En ting er, om regeringen bliver enig med f.eks. Dansk Folkeparti om at sænke nogle af punktafgifterne på de varegrupper, der fylder mest i indkøbsvognene i grænsesupermarkederne.

Noget helt andet er, om der bliver politisk flertal for at aflyse den planlagte indeksering af punktafgifterne, som skal træde i kraft den 1. januar 2018.

Dansk Erhverv ser positivt på udfaldet og tror på, at indekseringen bliver taget af bordet.

– Jeg er optimist og tror, at indekseringen bliver annulleret. Der har været mange gode takter, navnlig på det seneste, hvor Dansk Folkeparti lyder, som om de har godt kig på det her, siger markedsdirektør i Dansk Erhverv, Henrik Hyltoft.

I juli 2012 indgik den daværende regering en aftale med Venstre og De Konservative om at indeksere punktafgifterne, dvs. lade afgifterne stige med 1,8 pct. årligt frem til 2020.

Aftalen var en del af den samlede skattereform.

Mere end inflationen
Nye beregninger fra Dansk Erhverv viser imidlertid, at indekseringen af afgifterne overstiger inflationen.

Afgiftsindekseringen for 2016-2018 vil medføre en stigning på i alt 5,5 pct., hvor alt tyder på, at inflationen vil lande på 3,3 pct.

Dansk Erhverv slår derfor til lyd for, at indekseringen afblæses.

Det er et synspunkt, hele dagligvarebranchen har fremført i en længere periode.

Henrik Hyltoft siger:

– Politikerne skal annullere indekseringen, fordi den på alle måder er skadelig. Den er besværlig for virksomhederne, og flere af de afgifter, der er indekseret, bidrager faktisk negativt til statskassen. Man har nået et punkt, hvor man handler mere over grænsen hver gang man forhøjer afgiften. Der er derfor flere gode argumenter for at fjerne indekseringen af afgiften.

Han henviser til saneringsudvalgets rapport, som han mener bekræfter det synspunkt.

Her skriver det saneringsudvalg, som regeringen nedsatte i 2016, at det vil være "skattefagligt" begrundet at reducere afgifterne på en række grænsehandelsfølsomme varer.

Politisk tavshed
Der er for tiden tavshed blandt de politiske partier om både nedsættelse af punktafgifterne og om eventuelt at annullere indekseringen af afgifterne.

Det overrasker ikke Henrik Hyltoft.

– Politikerne skal jo have noget at forhandle om inde bag de lukkede døre, så man kan komme ud som sejrherre og have fået noget igennem. Jeg ser det som en helt naturlig del af det politiske spil. Man tager nogle diskussioner åbent, og andre tager man bag lukkede døre. Så kan man gå ud efter nogle forhandlinger og sige, at man har skabt nogle gennembrud, hvor hvert parti kan tage æren for dele af forliget.

– Det er en sund og god proces, men jeg har bare noteret mig, at saneringsudvalget nu er blevet ret klar i sin formulering i forhold til afgifterne. Jeg tipper, at vi kommer til at ligge rigtig lunt i forhandlingerne, siger Henrik Hyltoft.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?