Handlen på ny ministers dagsorden

29. jun 2018 -
This describes the image
Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) erkender problemer med udbudsloven overfor FødevareDanmark Foto: Steen Brogaard
Skrevet af: Henrik Denman

Den nye erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) har ikke store politiske lovforslag eller udspil om detailhandlen lige om hjørnet. Men detailhandlen kommer alligevel til at fylde meget i ministerens dagsorden.

I mange år har planloven sorteret under miljøministeren, men statsminister Lars Løkke Rasmussen flyttede behandlingen af den reviderede planlov fra tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) til erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

Det var derfor Brian Mikkelsen, der fik til opgave at samle et flertal for revisionen af planloven i 2017.

Som ny erhvervsminister skal Rasmus Jarlov holde øje med, at kommunerne følger lovens krav til aflastningsområder. Det afgørende er i dag, hvordan kommunerne vil udmønte planloven, når det gælder aflastningsområder.

Det fremgår nu af loven, at der ikke kan etableres aflastningsområder til én dagligvarebutik eller til udelukkende dagligvarebutikker.

Desuden er der et krav om, at der først kan etableres dagligvarebutikker i et aflastningsområde, hvis der allerede er eller samtidig etableres udvalgsvarebutikker i området.

Rasmus Jarlov kan være vis på, at De Samvirkende Købmænd vil overvåge alle lokalplanforslag og holde skarpt øje med udviklingen.

Første ministerpost

Rasmus Jarlov har ikke tidligere ministererfaring. Han er uddannet cand. merc. og har været medlem af Folketinget siden 2015 og har siden haft flere ordførerskaber for De Konservative.

Som erhvervsminister vil han foruden planloven have flere politiske emner under sig, som har betydning for detailhandlen. Det gælder f.eks. byrdestop, de anbefalinger, som senere kommer fra vækstteamet for handel og logistik, og kontantpligten, som skal evalueres senere.

Hans forgænger, Brian Mikkelsen, fik gennemført en lovændring, der gør det muligt for butikker i udsatte områder at afvise kontantbetaling i et bestemt tidsrum. Desuden skal han med stor sandsynlighed videreføre Brian Mikkelsens arbejde med digitalisering og rammevilkår for detailhandlen.

Opdateret 10. nov 2020