Grænsehandelsalliances opråb: Hæv cigaretpriserne
Ved et møde i Skatteudvalget i torsdags fremlagde Grænsehandelsalliancen en opfordring til udvalgets medlemmer:
Hæv priserne på cigaretter med 5 kr., så der bliver flere penge til afgiftslettelser.
- En forhøjelse af prisen pr. pakke med 5 kr. vil give et merprovenu på 390 mio. kr. årligt. Disse penge kan (sammen med udspil til grænsehandelspakke på 135 mio. kr.) sænke afgifter på andre grænsehandelsfølsomme varer for over en halv milliard kr., skriver alliancen i finansieringsforslaget.
- Hvis man skal sænke afgifterne, skal man også pege på en form for finansiering, så man ikke bare står og kræver. Vi peger på, at cigaretter efterhånden er billigere i Danmark end i de lande, som danskerne rejser meget til, siger Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør i De Samvirkende Købmænd, en del af Grænsehandelsalliancen, til avisen Danmark.
Læs også: Politisk spil om fremtidens cigaretpriser
Grænsehandel for 9,5 mio. kr. om dagen
Grænsehandelsalliancen består af DSK, Dansk Erhverv, Nærbutikkernes Landsforening, Vin- og Spiritusorganisationen i Danmark og Landdistrikternes Fællesråd.
Parterne lægger i opfordringen vægt på, at butiksdøden er størst i Sønderjylland, hvor flere købmænd ville have overlevet og holdt liv i landsbyerne, hvis det ikke var for den omfattende grænsehandel på 9,5 mio. kr. om dagen ifølge Skatteministeriets egne tal.
- Hvis man hæver afgiften med 5 kr., er der meget, der tyder på, at priserne på cigaretter ikke er høje nok til at fremprovokere mere grænsehandel, selvom de i så fald vil være dyrere end i Tyskland, siger Steffen Damsgaard, bestyrelsesformand i Landdistrikternes Fællesråd, til avisen Danmark.
DSK har tidligere opfordret til at hæve prisen på en pakke cigaretter med 5 kr. for i stedet at bruge pengene på afgiftslettelser. Et forslag, som ligger i tråd med De Konservatives.
Partiet mener dog, at cigaretterne skal sættes op til 60 kr. pakken.