Gode intentioner kan sende tobakshandel ud af landet
Rettet kl. 13.30: Det fremgår tidligere, at prisstigningerne på tobak vil træde i kraft 21. april 2020. Den korrekte dato er 1. april 2020).
Når prisen på en pakke cigaretter 1. april stiger til 55 kr. vil det ramme de danske tobaksforhandlere på pengepungen.
De nye regler betyder som udgangspunkt, at forhandlerne skal gemme tobakken væk mellem salg, ikke længere må have reklamemateriale fremme i butikkerne og at bødetaksterne stiger markant – og at eventuelle straffe vil falde hurtigere og hårdere end tidligere.
Ifølge interesseorganisationerne De Samvirkende Købmænd (DSK) og Nærbutikkernes Landsforening (NBL) er der dog stor forskel på, hvordan regelændringerne vil påvirke deres medlemmer.
Grænsehandel og kriminelle overtager
Hos NBL frygter adm. direktør Martin Schjøth, at de øgede tobakspriser vil sende forbrugerne ud af danske butikker og i armene på grænsebutikker og kriminelle i jagten på billige cigaretter.
Han henviser blandt andet til udmeldingen fra Skatteministeriet, som Dansk Handelsblad bragte i december 2019. Dengang forventede ministeriet, at grænsehandlen med cigaretter vil stige fra syv pct. i dag til 24 pct. fra 2022. Det svarer til omkring 940 mio. cigaretter og omkring en fjerdedel af det samlede danske cigaretforbrug.
- Vi er helt på linje med, at færre unge skal begynde at ryge – ingen tvivl om det. Men vi har en oprigtig bekymring for, at både grænsehandel og det illegale marked med cigaretter vil eksplodere, når prisstigninger træder i kraft, lyder det fra Martin Schjøth som på
peger, at danske tobaksrygeres tur over grænsen i så fald ikke vil begrænse sig til tobak.
- De danske forbrugere vil jo stadig efterspørge tobakken, så i værste fald flytter du bare en større del af handlen og købekraften syd for grænsen sammen med tobakken.
Det mindst værste alternativ
At grænsehandlen kan vokse som følge af regelændringerne er en naturlig konsekvens af et bredt politisk flertal, mener man hos DSK. Dog understreger Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør i DSK, at man har fået et spiseligt kompromis med de kommende prisstigninger og restriktioner.
- Vi (DSK, red.) efterspurgte jo en samlet pakkeløsning i sin tid, som ikke kun fokuserede på prisen. Skrækscenariet var jo, at vi ville ende med norske pristilstande, hvor mere end halvdelen af tobakssalget efterfølgende er rykket ud af landet. Så selvom de danske stramninger vil sende noget handel ud af landet, kunne det have været væsentligt værre, siger han.
Uenighed om skæringsdato
En ting deler dog vandene mellem de to organisationer: hvor lang løbetid de danske butikker skal have, når det kommer til implementeringen af eksempelvis udstillingsforbuddet, hvor tobaksvarer skal være gemt væk mellem salg.
Hos NBL ser man gerne, at der tages højde for butikkens størrelse og giver de mindste
handelsdrivende lidt længere snor at løbe på.
- Vi så gerne, at man gør som i England. Her fik de mindre kiosker mulighed for længere implementeringstid end de store kæder, så de kunne spare op til en fornuftig løsning. Selvom der er metodefrihed, og du kan komme nemt omkring det, så er vores medlemmer stolte forretningsdrivende - og ingen seriøs butiksejer vil hænge fire sorte sække op, slår Martin Schjøth fast.
Hos DSK ser man gerne, at indkøringsfristen bliver så kort som muligt.
- Vi kommer ikke til at bede om mere tid end nødvendigt, da man kan frygte at folk i så fald vil skubbe det til allersidste øjeblik. Det er et helt legitimt synspunkt NBL kommer med, men løsningen behøver omvendt ikke være sidste skrig, siger han.
- Vi har jo alle vidst, at det her kom på et tidspunkt. Måske har de enkelte, små handelsdrivende skubbet det i baghovedet, men på organisations- og kædeplan, så har vi jo alle set det komme for længe siden. Så det giver ikke mening at trække pinen længere end højest nødvendigt.