Gensyn med den nye erhvervsminister

1. dec 2016 -
This describes the image
Foto: Helle Moos
Skrevet af: Henrik Denman

Det bliver den erfarne folketingspolitiker Brian Mikkelsen, der som konservativ erhvervsminister skal føre liberaliseringen af planloven ud i livet i stedet for Venstres Troels Lund Poulsen, der har været erhvervs- og vækstminister siden Venstre -regeringen blev dannet i 2015.

Detailhandlen får dermed en kendt politiker i spidsen for handlens vigtigste ministerium, Erhvervsministeriet. Den 50-årige Brian Mikkelsen har været medlem af Folketinget i mere end 20 år og har mere end 10 års erfaring som minister, heraf et års tid som erhvervsminister fra 2010 til 2011.

Som oppositionspolitiker og gennem det seneste halvandet år som støtte for den smalle Venstreregering har Brian Mikkelsen markeret sig i debatten om planloven, hvor han står for en betydeligt mindre liberal holdning end hans forgænger, samt inden for punktafgifter, hvor han jævnligt at talt for radikalt at rydde op i punktafgifterne.

Ministre fortsætter

Regeringschefen Lars Løkke Rasmussen har valgt at beholde de hidtidige ministre for to andre ministerier, som er vigtige for dagligvarehandlen.

Det drejer sig om skatteminister Karsten Lauritzen (V) og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

Handlen oplever et fornuftigt samarbejde med begge ministre, hvor det for tiden specielt er Karsten Lauritzen, der har dagligvarebranchens fulde bevågenhed. Han står i spidsen for det saneringsudvalg, som skal analysere alle danske afgifter og i 2017 fremkomme med forslag til, hvilke afgifter der kan sænkes.

Også Justitsministeriet og Finansministeriet har betydning for dagligvarehandlen, og her sidder som nye ministre henholdsvis den konservative partiformand Søren Pape Poulsen, der afløser Venstres Søren Pind, og Kristian Jensen (V), som afløser partifællen Claus Hjort Frederiksen.

Uden for regeringen vil dagligvarehandlen især følge Hans Kristian Skibby fra Dansk Folkeparti, som i flere tilfælde vil have de nødvendige stemmer, som regeringen har brug for. Hans Kristian Skibby har således stor indflydelse på, hvordan planloven vil blive udmøntet.

Opdateret 10. nov 2020