Fleggaard runder 7 mia. kr. i rekordregnskab
Fleggaard Holding, der sidder på omkring halvdelen af den dansk-tyske grænsehandel med kæderne Fleggaard og Calle, kom ud af det forskudte regnskabsår 2017/18 med et rekordhøjt resultat på både top- og bundlinje.
7 mia. kr. omsatte holding-firmaet for - en halv mia. kr. mere end året før - og overskuddet endte på 520 mio. kr. Der er tale om tocifret vækst begge steder.
- Efter et par år, hvor vores vækst til dels har været præget af opkøb, er dette års resultat hovedsagelig drevet af organisk vækst. Mens udviklingen i grænsehandlen atter har været stabil, har vi fået etableret nye internationale salgskanaler i vores grossistselskaber, ligesom Fleggaard Leasing har haft et godt år, siger koncernchef Jens Klavsen til Jyllands-Posten.
Læs også: Hver fjerde husstand henter øl og vand i Tyskland
Stilstand i grænsehandlen
Grænsehandlen har ikke bevæget sig udpræget positivt for virksomhederne i Slesvig-Holsten de senere år.
Sidste år så man et fald i handlen med nydelsesmidler på omkring en halv mia. kr. til 3,5 mia. kr., og andelen af danskernes forbrug, der kommer fra grænsehandel, er halveret de seneste 15 år.
Det pæne regnskab kommer derfor fra andre dele af Fleggaard-koncernens forretning, som blandt andet omfatter elektronik, hårde hvidevarer, biludlejning og medejerskab af et engelsk gaming-firma, Click Entertainment. Frasalget af Hotel des Nordens skæppede også godt i kassen.
Fleggaard Holding vil i dette regnskabsår i høj grad fortsætte driften af grænsehandlen som hidtil og i stedet kaste flere kræfter efter andre dele af forretningen som engros.
- Vi bruger knofedt på nogle interne projekter, hvor vi primært koncentrerer os om vores fire tyske selskaber - Fleggaard, Calle, Calgros og Famobra. De handler jo i bund og grund med de samme leverandører og produktgrupper, så der vil være en endnu større synergieffekt at hente dér, siger Jens Klavsen til avisen Danmark.
Salgsdirektør overtager chefpost
Fleggaards grænsehandelsdivision, som udgør omtrent halvdelen af Fleggaard-koncernens omsætning, sagde for ni måneder siden farvel til sin direktør, Mike Simonsen, som ikke længere følte sig motiveret til arbejdet.
Siden har koncernchef Jens Klavsen udfyldt posten, men Lars Mose Iversen er netop indsat som ny adm. direktør for Fleggaard og Calles 17 butikker. Han har i 4,5 år været salgsdirektør i virksomheden og kommer med en baggrund hos Salling Group og Jensens Bøfhus.