Erhvervsledere: Sådan skaber vi vækst i fremtiden
Efter omkring et halvt års arbejde kan Erhvervsministeriets Vækstteam for handel og logistik i dag fremlægge sin rapport om, hvordan handels- og logistikbrancherne bedst kan fremtidssikres i en verden, der bliver mere og mere digital og global.
12 erhvervsledere inden for de to brancher har set ud over egeninteresser og kigget bredt på, hvordan man politisk kan løse de udfordringer, de står over for.
Vækstteamets formand, Netto Internationals topchef, Michael Løve, er selv ganske tilfreds med holdets arbejde.
- Vi har arbejdet ud fra en vision om, at Danmark skal fostre og styrke handel og logistik, der kan vinde i den inter-nationale konkurrence. Vi har prøvet at tænke offensivt: hvordan kan vi omfavne den forandring, der sker, og sørge for, at Danmark får del i den, siger han.
Læs også: Supermarkeder råber forgæves efter kvalificeret arbejdskraft
24 anbefalinger til politikerne
Rapporten er bygget op om 24 anbefalinger, som falder inden for tre kategorier: Vækst og digital omstilling i handels- og logistikerhvervet, lige og fair konkurrencevilkår samt forenkling af regler for at gøre det nemmere for virksomhederne at operere.
Under de forskellige punkter følger desuden forslag til mere eller mere konkrete tiltag, politikerne kan gøre for at følge anbefalingen.
Fokus er efter ønske fra regeringen især på digitalisering, og hvordan den teknologiske udvikling kan udnyttes til at skabe vækst.
Vækstteamet ”har derfor lagt vægt på reguleringsmæssige og strukturforbedrende forslag”, skriver Michael Løve i forordet til rapporten.
Også plads til analoge fremskridt
Der er dog også taget højde for den analoge udvikling.
En af anbefalingerne tager udgangspunkt i at ”nytænke de fysiske butikkers rolle” med en anbefaling, der skal ”understøtte, at der også fremadrettet vil være levende bymidter med et udbud af varer, services og sociale funktioner, der er tilpasset fremtidens behov”, som Vækstteamet skriver i rapporten.
En anden anbefaling tilsigter at få arbejdskraft til brancherne. Det er ingen hemmelighed, at såvel handels- som logistikbranchen har svært ved at rekruttere arbejdskraft, og her giver Vækstteamet regeringen et håndgribeligt råd:
”Konkret kan regeringen gøre det nemmere og mindre bureaukratisk at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til at varetage de job i handels- og logistikerhvervet, hvor virksomhederne oplever en mangel på dansk arbejdskraft,” lyder det i rapporten.
Læs også: Spildtid i trafikken koster fødevareerhverv 200 millioner om året
Forventer politisk handling
Håbet og forventningen er nu, at erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) og Folketingets øvrige politikere vil tage anbefalingerne til sig. Også selv om regeringen skifter farve efter et valg.
- Min opfattelse er, at mange af anbefalingerne er konkrete. Det gør det nemmere for politikerne at implementere nogle af dem. Jeg forventer selvfølgelig, at der kommer noget ud af arbejdet, for jeg synes det har en tyngde, at 12 erhvervsledere fra konkurrerende virksomheder i forskellige brancher er enige om, at her er nogle fornuftige ting at gøre. Det er ikke partipolitisk, det er bare fornuftigt, understreger Michael Løve.
Vækstteamets rapport høster ros fra blandt andre Dansk Erhverv.
- Vækstteamet for handel og logistik har ramt hovedet på sømmet på præcis de problemområder, der skal håndteres, så vi sikrer en fair og lige spillebane for butikker og engrosvirksomheder i det danske marked. Derfor støtter vi også fuldt ud op om Vækstteamets udspil, siger Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv, og fortsætter:
- Nu er det så op til de danske politikere at følge Vækstteamets anbefalinger til dørs og sikre, at de mange gode initiativer så også realiseres i praksis, og det arbejde vil vi i Dansk Erhverv følge meget tæt.
Læs også: Mangel på medarbejdere kan bremse udvikling i butikker
De 24 anbefalinger lyder:
- Verified Danish — øget transparens om varers oprindelse og håndtering
- Danmark som Skandinaviens eksportknudepunkt til Asien
- Gør det lettere at bruge ny teknologi
- En indsats for levende bymidter
- Gør det nemt at komme i gang — og fortsætte — med digital omstilling og eksport
- Fremme danske handelsvirksomheders tilstedeværelse og succes på online platforme
- Etablering af en Nordic Trade and Logtech Hub
- Åbne offentlige data skal skabe vækst i handels- og logistikerhvervet
- Taskforce for lige konkurrencevilkår online
- Opgør med momssnyd online
- Bedre produktsikkerhed online
- Styrket håndhævelse af forbrugerreglerne og kontrol med fupbutikker
- Fælles internationale spilleregler for e-handel
- Ny international postaftale
- Mere lige konkurrence ved tysk pant i grænsehandlen
- Ens regler for vejtransport i hele EU
- Masterplan for investeringer i infrastruktur
- Understøt levering med støjsvagt udstyr i ydertimerne
- Sikre arbejdskraft til handels- og logistikerhvervet
- Ajourføre den danske model med fremtidens arbejdsmarked
- Mere agile og tidssvarende handels- og logistikuddannelser
- Understøt den cirkulære økonomi med ensartede regler for brug af plastik
- Mere genbrug af data på tværs af offentlige myndigheder
- Bedre vejledning til EU-lovgivning skal understøtte handel