Endelig klarhed: Her er kravene til mundbind i dagligvarehandlen
Fra og med i dag 29. oktober skal alle kunder - og i et vist omfang personale - bære mundbind eller visir i de danske butikker - det har dagligvarehandlen for så vidt været klar over, siden det blev bekendtgjort på pressemødet 23. oktober.
Dog har der indtil nu manglet en bekendtgørelse fra myndighederne, som kunne kaste endelig klarhed over præcis, hvilke retningslinjer, der gør sig gældende. Onsdag aften faldt bekendtgørelsen dog på plads - og følger i store træk de krav, som hidtil har været gældende for restaurationsbranchen.
Al handel omfattet
I bekendtgørelsen fremgår det, at "for at forebygge og inddæmme udbredelse af covid-19 skal kunder, brugere, tilskuere og lignende på 12 år og derover have tildækket mund og næse ved brug af mundbind eller visir."
I forhold til dansk handelsliv gælder kravene om brugen af mundbind og visir for "detailhandlen, herunder i udvalgsvarebutikker, dagligvarebutikker, storcentre, stormagasiner, varehuse, basarer, arkader m.v."
Gælder ikke baglokaler
Bekendtgørelsen slår dog også fast, at ikke al personale nødvendigvis skal være tildækket.
"Kravet omfatter tillige medarbejdere og andre personer, der er tilknyttet det pågældende lokale og har kontakt til kunder, brugere, tilskuere og lignende. (Det) omfatter ikke medarbejdere m.v., der opholder sig i et aflukket rum eller bag en afskærmning, hvortil alene medarbejdere m.v. har adgang," lyder det i bekendtgørelsen.
Det fremgår ikke klart af bekendtgørelsen, hvordan medarbejderen, der arbejder i den åbne slagterafdeling er stillet, når han eller hun betjener en kunde henover disken.
Fra Coop, der har slagtere i blandt andet Kvickly og SuperBrugsen, lyder det:
- I vores vejledning til butikkerne står, at man ikke skal bære mundbind, når man arbejder i produktionslokalet. Men når man går hen til disken for at betjene en kunde over disken, skal man bære visir eller mundbind, hvis der ikke er en plexiglasplade mellem medarbejderen og kunden, siger kommunikationschef Lars Aarup.
En tilsvarende vejledning er ifølge koncernkvalitetschef i Dagrofa, Karin Frøidt, sendt ud til Dagrofas Meny- og Spar-kæder, hvor der er slagterafdelinger.
Salling Group har valgt, at alle medarbejdere, der arbejder i åbne produktionslokaler, hvor kunderne kan se dem, bærer mundbind eller visir.
- De har ofte kundekontakt, og for at gøre det nemmere og for at sikre, at de altid har et mundbind eller visir på ved kundekontakt, bæres det også hele tiden her, siger pressechef Kasper Reggelsen, Salling Group.
Dagligvarebranchen har tidligere slået fast, at kæderne ikke ønsker at agere "mundbindspoliti" over for kunderne - alligevel lægger bekendtgørelsen op til, at det er personalet som har bemyndigelse til at bortvise kunder, der nægter at følge anvisningerne.
"Medarbejdere og andre personer tilknyttet det pågældende lokale kan bortvise kunder, brugere, tilskuere og lignende, der uberettiget undlader at bære mundbind eller visir efter stk. 1," lyder det i teksten til bekendtgørelsen.
Læs også: Dagligvarekæder: Vi vil ikke være mundbinds-politi