- Det er en fin aftale, men Enhedslisten ville gerne have gået meget længere og indført krav om brug af digitale kasseapparater i alle brancher fra 1. januar 2022, ikke mindst set i lyset af, at de tekniske løsninger vil være på plads allerede i 2020, samt at det allerede er indført og fungerer i Sverige i dag, udtaler Rune Lund, skatteordfører i Enhedslisten.
Digitale kasseapparater bliver lovkrav fra 2024
Salgsregistreringsfejlene er omfattende i landets cafeer, pizzeriaer, kiosker og restauranter.
F.eks har en tidligere undersøgelse foretaget af Skatteforvaltningen dokumenteret bevidst skatte- og momsfejl i ca. hver tredje café og pizzeria og hos godt hver fjerde købmand/kiosk og restaurant.
Det omfattende snyd vil et bredt enigt Folketing have sat en effektiv stopper for.
Derfor har regeringen sammen med alle øvrige partier indgået en aftale om at virksomheder i de fire brancher med mest snyderi skal benytte digitale salgsregisteringssystemer fra 2024.
Lovkravet gælder udelukkende virksomheder, der har en omsætning på mindre end 10 mio. kr. om året. De fire brancher omfatter cafeer, værtshuse, diskoteker mv., pizzeriaer, grillbarer, isbarer mv., købmænd og døgnkiosker samt restauranter.
- Vi ved, at der desværre i bestemte brancher er fejl i salgsregistreringen hos cirka en tredjedel af virksomhederne. Og samtidig er det brancher, hvor der ofte er tale om decideret snyd. Derfor sætter vi ind netop her. De digitale kasseapparater, som virksomhederne fremover skal bruge, vil gøre det lettere at kontrollere pengestrømmene og samtidig gøre det nemmere at opdage de virksomheder, der laver fejl eller snyder bevidst, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) om aftalen.
Effektivt redskab i Sverige
Indfasningsperioden betyder, at virksomhederne har god tid til at gennemføre deres udskiftning, så den forløber så nemt som muligt.
Flere partier så dog gerne indfasningsperioden gjort endnu kortere.
I Norge og Sverige har digitale kasseapparater været et lovkrav gennem længere tid.
I Sverige har kravet om digitale kasseapparater eksisteret siden 2010 og har efterfølgende betydet, at den svenske statskasse hvert år får 3 mia. kr. mere ind i indtægter end tidligere.
Indførslen af digitale kasseapparater er en opfølgning på en aftale om at styrke indsatsen mod sort arbejde, der blev indgået sidste år.