Detailhandlen sejrer i sag om hvidvaskningslov
Landets spilleselskaber og dermed spilforhandlerne har vundet en vigtig sejr i forbindelse med den nye hvidvasklov, som Folketinget skal vedtage senere på foråret. Folketinget skal indføre en ny lov mod hvidvask af penge – et lovforslag, der tager udgangspunkt i et EUdirektiv.
I lovforslaget fra efteråret var der flere punkter, som vakte stor kritik fra bl.a. De Sam-virkende Købmænd, Dansk Erhverv og Nærbutikkernes Landsforening.
Nu har erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) taget kritikken til efterretning og rettet lov-forslaget til, så detailhandlens ønsker er blevet imødekommet.
– Vi er taknemmelige for, at ministeren vil fremsætte ændringsforslag til sit eget lovforslag, så kunderne ikke skal registreres ved små indsatser og små gevinster. Det oprindelige lovforslag havde fjernet en stor del af omsætningen fra sportsspil i detailhandelen, og det havde haft mærkbare konsekvenser for især de mindre butikker, hvor spil er vigtigt for butikkens kundestrøm, siger vicedirektør i DSK, Claus Bøgelund Nielsen.
Gevinster skal tjekkes Det oprindelige lovforslag blev bl.a. kritiseret for, at der ikke var en bagatelgrænse for, hvor meget man skal spille for, før spilforhandleren skal foretage en såkaldt kundekendskabsprocedure. Den kritik har Brian Mikkelsen rettet sig efter, så spilforhandlerne alene kan vælge at se på gevinstudbetalingerne, når de skal afgøre, om grænsen på 2000 euro overskrides.
I det tidligere lovforslag skulle de også spørge nøjere ind til kunden, når man spillede for mere end 2000 euro. Et andet kritikpunkt går på, hvor en spiludbyder skal være etableret. Frygten var, at danske spiludbydere – og det gælder først og fremmest Danske Spil – ville rammes hårdere end udenlandske spiludbydere. Nu bliver lovforslaget rettet til, så alle, der har tilladelse til at udbyde spil i Danmark, vil være omfattet af både den danske spille-lovgivning og hvidvasklovgivningen for spil udbudt her i landet.
Bekymring
Den nye version af lovforslaget vil sikre, at der er lige konkurrenceforhold for alle spil-udbydere i Danmark.
– Med det oprindelige lovforslag skulle myndigheder på Malta, Cypern og Gibraltar stå for retshåndhævelsen i Danmark for de udenlandske selskaber, der er hjemhørende der. Det havde naturligvis stillet Danske Spil – og deres tusindvis af forhandlere – i en helt urimelig konkurrencesituation, siger Claus Bøgelund Nielsen.
Nærbutikkernes Landsforening har frygtet, at hvidvaskloven i dens første udformning ville give kiosker og nærbutikker øgede administrative byrder til bl.a. registrering af salg af spil. NBL har frygtet en nedgang i omsætningen, butikslukninger og tab af arbejdspladser. Med Brian Mikkelsens ændringer i lovforslaget er der taget højde for den bekymring, som ministeren nu ikke mener er nødvendig.
I Nærbutikkernes Landsforening siger landsformand Torben Pedersen:
- Vi kan kun hilse ministerens lydhørhed velkommen. Vi synes, at vi har mødt stor forståelse for vores synspunkter, da vi fremførte dem i Folketingets Erhvervsudvalg. Hvis lovforslaget ikke var blevet ændret, ville det blive meget vanskeligt at drive en butik som spilforhandler, siger han.