Detailekspert: Der er ikke plads til alle butikker
Kapløbet mellem dagligvarekæderne om at sikre sig de mest attraktive placeringer i storbyerne er mere intensivt end nogensinde før.
Den store konkurrence er drevet frem af ambitionen om yderligere vækst og udsigten til endnu flere mennesker i storbyerne, men udviklingen har dog også en bagside, forklarer Henning Bahr, adm. direktør hos Retail Institute Scandinavia.
- Naturligvis er der ikke plads til alle planlagte butikker, men for discountkæderne handler det først og fremmest om vækst. Man skal huske på, at Føtex food, SuperBrugsen mv. sidder på bybeliggenhederne og her mangler Rema 1000, Lidl og Kiwi et finere butiksnet.
- Så det handler om at få lappet hullerne, og hvem der er mest villig til at foretage den høje investering, som i dag er højere, end kæderne før har været vant til, siger Henning Bahr.
Lidl og Rema 1000 har i dag hver 20 butikker i Storkøbenhavn, og mens Lidl går efter at tre-firedoble antallet af butikker over en årrække, er Rema 1000’s ambition på sigt 100 butikker i hovedstadsområdet.
Også Dansk Supermarked har meldt ud, at de vil investere ca. to mia. kroner om året på at udvide og renovere deres butiksnet, blandt andet med flere nye butikker i Carlsberg Byen og Lyngby.
Vindere og tabere
I København ventes befolkningen således at vokse med 10.000 indbyggere om året i nye boligområder som f.eks. Carlsberg Byen, Engholmene og Ny Valby.
Også Aarhus er under kraftig udvikling med områder som Aarhus Ø og Ceres Byen, og her ventes kommunens befolkning i snit at vokse med 4.000 indbyggere om året frem imod 2025.
Selv om storbyerne vokser betydeligt de kommende år, vurderer Henning Bahr dog ikke, at væksten berettiger til så mange nye dagligvarebutikker, som der er meldt ud fra kæderne. - Har du en tilvækst på 3.000 indbyggere om året, giver det plads til to nye dagligvarebutikker årligt. Vi har allerede et meget finmasket butiksnet i storbyerne, men der kommer selvfølgelig også nye boligområder til, hvor kæderne rigtig gerne vil ind, siger Henning Bahr og uddyber.
- Dem, der kommer først, vinder. På grund af befolkingstilvæksten i storbyerne, vil kæderne gerne have deres fremtidige beliggenheder på plads.
Hvorvidt de mange nye discountbutikker i sidste ende giver endnu lavere forbrugerpriser, tør Henning Bahr ikke spå om.
Til gengæld er han ikke i tvivl om, hvad udviklingen kommer til at betyde for nærbutikker og kiosker.
- Der er ikke mange, der kan overleve, og de små butikker vil få det stadig vanskeligere i storbyerne, påpeger han.
Læs også: