Danskere køber slik og fødevarer i Sverige

23. okt 2018 -
This describes the image
Foto: ICA
Skrevet af: Søren Tougaard

Når danskerne aflægger Sverige et besøg, ender det ofte med indkøb af diverse nydelsesmidler i form af slik og chokolade samt almindelige fødevarer.

En rapport fra den svenske HUI Research, det tidligere Handelns Utredningsinstitut, om grænsehandlen i Øresundsregionen i 2016, viser, at 44 pct. af sjællændere, der besøger Skåne, køber slik og chokolade, mens mere end hver tredje, 38 pct., køber fødevarer. Hver femte køber alkoholfrie drikkevarer som læskedrikke og saft.

"Slik, fødevarer og alholholfrie drikkevarer er mellem 20-33 pct. billigere i Sverige og dertil kommer valutaeffekten. Dette udgør med høj sandsynlighed en vigtig anledning til, at sjællændere tager til Sverige for at handle disse varer", understreger HUI Research i undersøgelsen.

Derimod er det blot 8 pct. der køber alkohol, og en ud af 20, der køber tobak i Sverige, viser rapporten.

Lille fokus på svensk grænsehandel

Endnu fylder danskernes grænsehandel i Sverige ikke meget, sammenlignet med hvad danskerne køber ind i grænsebutikkerne i Tyskland. Alt tyder imidlertid på, at danskernes grænsehandel i Sverige er stigende. Det hænger ikke mindst sammen med generelt billige priser og en lav svensk kronekurs, der i sommer var nede under kurs 70 og aktuelt er på kurs 72.

I regeringens seneste skatteøkonomiske redegørelse fra juni i år er den samlede traditionelle grænsehandel i 2017 opgjort til en værdi af 10,5 mia. kr., hvoraf nydelsesmidler og øvrige madvarer tegner sig for henholdsvis 3,5 mia. kr. og 1 mia. kr.

Ca. 38 pct. af danskernes traditionelle grænsehandel i andre lande sker i Tyskland, mens Sverige tegner sig for ca. 5 pct. og f.eks. er opgjort til at være mindre end i Spanien, Nordamerika og Australien.

Skatteministeriet har i den forbindelse brugt en spørgeskemaundersøgelse fra Epinion til at fordele værdien af grænsehandlen på de enkelte lande. En metode, som naturligvis har indbygget en vis usikkerhed. Omregnet til kroner svarer det med udgangspunkt i Skatteministeriets tal til, at danskerne ca. grænsehandlede for 525 mio. kr. i Sverige sidste år, når man inkluderer alle varegrupper indenfor detail og dagligvarer.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?