Danske Spil afgiver ansvaret for Ludomanilinjen
Fra 2. januar overtager Spillemyndigheden ansvaret for den hotline, spilafhængige og deres pårørende siden 2011 har kunnet ringe til hos Danske Spil for at få hjælp og vejledning.
Samtidig skifter servicen navn fra LudomaniLinjen til StopSpillet.
- Vi har været stolte af at huse LudomaniLinjen og være med til at hjælpe personer, der oplever problemer med spil. Det ansvar har vi glædeligt taget på os. Men nu er det enormt positivt, at der oprettes en statslig linje, som er fælles for alle, og som hele branchen støtter op om, siger Susanne Mørch Koch, adm. direktør i Danske Spil.
Mulighed for bredere hjælp
Hidtil har Danske Spil stået for hjælpelinjen, men da en bred forligskreds i sommer vedtog en politisk aftale om at bekæmpe spilafhængighed, besluttede man også at etablere "en uvildig spilafhængighedshotline hos Spillemyndigheden" i stedet for en spiludbyder.
- Fordelen er, at vi kan henvise bredt til alle behandlingstilbud. Vi har ikke bare et samarbejde med ét sted. Vi har et samarbejde med alle, siger Richard Nørgaard, kontorchef i Spillemyndigheden, til DR.
LudomaniLinjen har kun kunnet henvise spilafhængige til statsstøttede ludomanibehandlinger herhjemme.
Mens LudomaniLinjen blev drevet og finansieret af Danske Spil alene, vil det fra næste år være et tiltag, som alle spiludbydere er forpligtet til at betale for drift af.