Butiksansatte udsat for grove røverier
”Ekspedient angrebet med salmiakspiritus” og ”Ekspedient gav røver fuckfingeren og blev skudt”.
Sådan lyder to avisoverskrifter i den forløbne uge.
De seneste år er antallet af det, politiet i statistikken beskriver som ”særligt farlige røverier”, faldet, mens branchen fortæller, at butikstyverierne bliver grovere, og tyvene får flere værdier med sig.
Men måske er en ny stigning i mængden af grovere røverier på vej?
En række ansatte i dagligvarehandlen har den seneste uges tid været udsat for røverier, der i hvert fald i det ene tilfælde kunne være livstruende: To maskerede røvere hældte salmiakspiritus ud over en ansat i Kiwi på Amager, skriver Ekstra Bladet, der kan berette, at offeret var indlagt til observation på sygehuset. Han er heldigvis, selv om overfaldet kunne være livsfarligt, sluppet nådigt – i hvert fald fysisk.
Røverier kan nemlig give offeret langvarige psykiske men, og den ansatte bliver da også tilbudt psykologhjælp.
I Min Købmand i Helsingør blev en ansat ifølge Helsingør Dagblad truet med en sort pistol, der dog senere viste dig ”kun” at være en paintball-pistol. Da den ansatte først gav røveren ”fuckfingeren” og derefter forsøgte at vriste pistolen fra røveren, skød røveren og ramte den ansatte i maven.
Købmand Kim Thorning har ifølge avisen sagt til sin medarbejder, at han ikke skal gå i clinch med en røver en anden gang.
Det er det andet røveri på fem måneder, som butikken er udsat for.
Mængden af røverier har været faldende siden 2010, og mens mængden af ”særligt farlige røverier” mod forretninger lå på 95 i 2012, var det faldet til 55 i 2015. I de tre første kvartaler af 2016 skete der 34 ”særligt farlige røverier”.