Butikker kan snart dele billeder af tyve
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) er på vej med et lovforslag, der skal give dagligvarebutikkerne mulighed for at dele overvågningsbilleder. Forslaget ventes ifølge Justitsministeriet at blive sendt i høring i efteråret. Dermed er detailhandlen på vej til at få et meget stort ønske opfyldt.
– Det bliver helt sikkert et skridt i den rigtige retning, som vi er superlykkelige for, siger vicedirektør i De Samvirkende Købmænd, Claus Bøgelund Nielsen.
Dagligvarehandlen har i årevis været plaget af butikstyverier, men i dag er bølger af udenlandske, organiserede kriminelle, der stjæler systematisk og med videresalg for øje, blevet et af danske dagligvarebutikkers største problemer.
Dagligvarebutikkerne må ikke efter gældende lovgivning offentliggøre videooptagelser af de kriminelle i butikkerne. Det kommende lovforslag skal gøre op med det forbud, der er i persondataloven.
I dag er det i strid med persondataloven at offentliggøre overvågningsvideoer uden samtykke fra personen.
Minister er positiv
Søren Pape Poulsen har længe været positivt indstillet for at give tyveriramte butikker mulighed for at kunne dele overvågningsvideoer med hinanden. DSK sparkede gang i den politiske proces mod en ændret lovgivning, da man tidligere på året holdt konferencen "Sikker Butik" om problemet.
På konferencen var justitsministeren fortaler for, at butikker, der har været udsat for tyveri, skal have lettere ved at dele deres overvågningsvideoer med andre butikker i lokalområdet. Han understregede, at butikkerne ikke skal have lov til at offentliggøre overvågningsvideoerne. Delingen skal ske i et lukket forum.
– Hvis man har set en person på sit overvågningskamera, som eksempelvis har stjålet noget tøj, eller som man mistænker for at have gjort det, så kan det være en god idé, hvis man kan advare de andre butikker nede ad gågaden om, at de skal være ekstra opmærksomme, sagde han.
To modeller
Den model, Justitsministeriet vil vælge i lovforslaget, er endnu ikke helt på plads, men Dansk Handelsblad erfarer, at der kan være tale om et valg mellem to modeller.
Èn model kan være, at man får lov til at sende noget videre i sin egen kæde, handelsstandsforening eller sit eget butikscenter, men man ikke må offentliggøre billederne.
En anden model kan være, at man sender sine billeder til politiet og her fra få tilladelse til at offentliggøre billederne f.eks. på sin egen Facebook- side for at få mere fokus på de kriminelle.
I DSK er Claus Bøgelund Nielsen tilfreds med, at det nu ser ud til, at butikkerne bedre kan beskytte sig mod organiseret kriminalitet.
– Man ved fra andre tilfælde, at når der kommer politisk fokus, og politiet har fokus på et område, så rykker kriminaliteten andre steder hen. Andre steder behøver ikke være Danmark, det kan også være andre lande, siger han.