Butikker kan sige nej til kontanter om natten
Den 2. juni 2017 blev lov om betalinger vedtaget af Folketinget. Loven implementerer det andet betalingstjenestedirektiv (PSD2) og træder i kraft 1. januar 2018.
Hos Dansk Erhverv har man kæmpet for, at loven blev implementeret så med færrest mulige hindringer for detailhandlen og det er Dansk Erhvervs vurdering, at loven alt i alt er landet rimelig fornuftigt.
Lemper kontantpligten
Loven lemper således kontantpligten, så betalingsmodtagere kan sige nej tak til kontanter fra kl. 22 til kl 06. Desuden kan betalingsmodtagere i særligt røveriramte områder få en dispensation, så de kan sige nej tak til kontanter fra kl. 20.
- Selvom vi gerne havde set at pligten helt blev fjernet, er det positivt, at der nu bliver åbnet for mulighederne for, at sige nej tak til kontanter, siger chefkonsulent Henrik Lundgaard Sedenmark fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.
Bestemmelsen skal evalueres to år efter ikrafttræden, og så må man i den forbindelse se på erfaringerne.
Bedre muligheder for loyalitetsprogrammer
I lovgivningsprocessen var det er kardinalpunkt for Dansk Erhverv, at loyalitetsprogrammer, der er placeret på samme medie, som en betalingstjeneste, f.eks. samme app eller samme plastikkort, fortsat skulle kunne tilbydes af detailhandlen.
- Vi er tilfredse med, at det fremover ikke er et krav, at forbrugeren skal kunne fravælge loyalitet i betalingsøjeblikket – forbrugeren skal naturligvis, som hidtil, kunne melde sig helt ud af loyalitetsprogrammet, siger Henrik Lundgaard Sedenmark.