Butikker får lov til at dele billeder af kriminelle

19. jan 2018 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
Skrevet af: Henrik Denman

Butikker skal i fremtiden kunne advare hinanden om røvere og tyve ved at kunne dele overvågningsbilleder internt.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har i dag sendt et lovforslag i høring, der giver detailhandlere bedre mulighed for at dele overvågningsbilleder med hinanden i et internt it-system.

Især dagligvarebutikker oplever det som et stort problem, at de ikke må dele billeder af kriminelle, der begår røveri og stjæler i butikkerne. De Samvirkende Købmænd har medvirket til at sætte politisk fokus på problemet bl.a. med en stor konference på Christiansborg sidste år.

- Det er dybt ubehageligt som erhvervsdrivende at blive udsat for tyveri eller røveri. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan hjælpe de erhvervsdrivende med at advare hinanden om formodede gerningsmænd, siger Søren Pape Poulsen.

Betingelser

Der er en række betingelser, som skal være opfyldt, før en erhvervsdrivende kan dele billeder fra tv-overvågning.

Der skal f.eks. være tale om billeder af en eller flere formodede gerningspersoner, som har begået eller forsøgt at begå berigelseskriminalitet eller lignende af en vis grovhed mod den erhvervsdrivende. Man må derfor ikke dele billeder, hvis der blot et tale om et stjæle et par poser slik.

Desuden skal den eller de formodede gerningspersoner være anmeldt til politiet for at have begået den pågældende forbrydelse.

Detailhandleren skal også have konkrete grunde til at tro, at den eller de formodede gerningspersoner vil begå lignende kriminalitet mod de butikker, som billede deles med.

Endelig skal detailhandlerne dele billedet i et lukket it-system inden for en erhvervsorganisation eller lignende. Billeder må ikke deles på internettet f.eks. i lukkede grupper på facebook eller andre sociale netværk.

Dansk Erhverv bakker op om lovforslaget:

- Det er et stort og vigtigt skridt i krigen mod tyve og andre kriminelle i detailhandel. Initiativet vil give større tryghed for medarbejderne og mindske tabet for butikkerne, siger chefkonsulent i Dansk Erhverv, Henrik Lundgaard Sedenmark.

Loven skal efter planen gælde fra den 25. maj 2018.

Opdateret 10. nov 2020