Amazon vokser med expressfart i Tyskland
Sammen med Storbritannien er Tyskland Amazons mest modne marked i Europa. I 20 år har Amazon været etableret på de to markeder, men det er først inden for de senere år, at Amazon for alvor har accelereret væksten på det kæmpemæssige tyske marked med ca. 83 mio. forbrugere.
Amazons markedsandele af den samlede tyske e-handel var i 2008 på ca. 11 pct. og har siden nærmest bevæget sig lineært op til ca. 30 pct. i 2016, forklarer Lasse Clarke Storgaard, Nordic Managing Director i Reprise, der er en del af mediebureauet IUM Danmark, da han fortalte om Amazon-effekten i Tyskland på et nyligt afholdt morgenseminar.
Sidste år eksploderede Amazons vækst i Tyskland i takt med, at giganten har etableret endnu flere logistikcentre og kapret endnu flere Prime-kunder under virksomhedens omfattende loyalitetsprogram.
I 2017 stod Amazon for over halvdelen af den totale tyske e-handelsomsætning.
Og f.eks. håndterer Amazons logistikcenter i Hamborg - et af 14 logistikcentre i Tyskland i dag - alene ca. 1,5 mio. pakker om ugen, berettede Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) efter en tysk studietur i september.
- 90 pct. af alle tyskere køber på Amazon. Så kan vi ekskluderer dem, der er under 18 år og over 65, hvis vi er hårde, giver det næsten en penetrationsrate på 100 pct. En tredjedel siger også, at de køber mindre offline og mindre via andre e-commerce-kanaler på grund af Amazon, fordi det er så nemt, fortæller Lasse Clarke Storgaard.
Nemheden består ikke mindst i, at flere og flere kunder køber et Prime-medlemskab til 85 euro per år, som f.eks. inkluderer fri fragt og 5 pct. rabat, foruden mange andre fordele.
- Prime-kunderne, som udgør 36 pct., bestiller i snit varer 60 gange om året. Det er fem gange om måneden. I snit er det tilsvarende tal for danskerne, som web-handler, tre gange om måneden, siger Lasse Clarke Storgaard.
Undersøger Amazon
EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager har iværksat en tilbundsgående undersøgelse af, om Amazon udnytter sin markedsposition og forhindrer fair konkurrence på de europæiske markeder.
Og nu har det tyske føderale kartelkontor, der beskytter handel og konkurrence i Tyskland, ligeledes bestemt sig for at undersøge Amazon nærmere, efter kartelkontoret har modtaget mange klager fra sælgere, der er utilfredse med Amazons handelspraksis.
- Amazon fungerer som en slags 'gatekeeper' til kunder. Dobbeltrollen som den største forhandler og største markedsplads betyder, der er potentiale til at forhindre andre sælgere på platformen, udtaler præsidenten for det tyske kartelkontor Andreas Mundt ifølge Reuters.
Efterforskningen mod Amazon følges herhjemme også med stor interesse af brancheorganisationen Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH), der for få måneder siden netop var med en dansk delegation i Tyskland for at besøge Amazons distributionscenter i Hamborg samt en række tyske netbutikker.
- Da vi besøgte de tyske netbutikker, var de ret åbne om, at Amazon ikke kun er en mulighed. De var også skræmte over størrelsen, og fl ere af dem mistænkte også Amazon for at bruge kundeinformation til at kopiere og udkonkurrere sælgerne, så jeg vidste godt, at der var utilfredshed med Amazon, fortæller Niels Ralund, adm. direktør i FDIH.