Aftale om flere unge i fritidsjob

Politik og samfund 12. sep 2024 -
This describes the image
Arkivfoto: Flemming Effersøe
  • Samtlige partier i Folketinget er enige om, at flere unge skal have et fritidsjob. Det betyder f.eks., at 15-årige snart kan arbejde efter kl. 20

Skrevet af: Søren Tougaard

Masser af danske unge under 18 år arbejder i dagligvarehandlen, men fremover vil politikerne åbne op for 15-årige kan arbejde efter kl. 20 og samtidig give de unge en ekstra økonomisk gulerod. 

Alle Folketingets partier bakker således op om følgende tre initiativer, der kræver lovændring:

  • Afskaffelse af arbejdsmarkedsbidraget for unge under 18 år
  • Unge, der er fyldt 15 år, må i dag som udgangspunkt arbejde i tidsrummet mellem 06-20. Det udvides, så de kan arbejde i tidsrummet mellem 06-22 eller 07-23 på tværs af alle brancher. 
  • Mulighed for at vejlede 13-17-årige om fritidsjob i den kommunale ungeindsats

Der er i dag 70.000 færre unge, der har et fritidsjob end i 1980’erne. Kun cirka halvdelen af de unge i alderen 13-17 år oplever at tjene deres egne penge, gøre en forskel og være en del af fællesskabet på en arbejdsplads. Derfor er der bred enighed om, at flere unge skal have et fritidsjob.

I juni måned indgik regeringen, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner en fælles forståelse om flere fritidsjob. Nu bakker samtlige partier i Folketinget op om den samme ambition og tilslutter sig de lovændringer, der kan understøtte, at flere unge får et fritidsjob.

- Jeg mener helt grundlæggende, at det er sundt for vores unge, at de nogle timer om ugen møder op på arbejde, tjener deres egne penge og oplever, at de kan bidrage. Det er der desværre langt færre unge, der oplever i dag, end tidligere. Den udvikling skal vi have vendt. Det er tydeligt, at reglerne ikke er blevet systematisk opdateret de sidste 30 år. Det vil vi gøre noget ved, og denne aftale, som samtlige partier bakker op om, er med til at sikre det, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S). 

Jubel i Dansk Erhverv

En række af aftalens elementer har Dansk Erhverv foreslået. Derfor vækker aftalen også glæde hos erhvervsorganisationen.

- Vi har alt for mange unge, omkring 43.000, der hverken er i uddannelse eller i arbejde. Vi ved, at noget af det, der gør en kæmpe forskel, netop er fritidsjob. Det løfter og gavner den enkelte unge, ligesom virksomhederne selvfølgelig også får gevinster ud af fritidsjobberne. Det er ren win-win. I dag arbejder mange unge i detail, på restauranter og med distribution. Dagens politiske aftale vil betyde, at flere unge kommer til at arbejde både i de brancher, hvor de allerede arbejder i stor stil, og nye muligheder for fritidsjobs vil åbne sig. Det er meget glædeligt, siger adm. direktør Brian Mikkelsen. 

Der er cirka 110.000 unge i Danmark mellem 13 og 17 år, som har et fritidsjob. Det svarer til, at hvert tredje unge menneske arbejder i sin fritid. Omkring halvdelen af dem er ansat i detailbranchen. 

Opdateret 12. sep 2024