Afgørende dage for fremtidens afgifter
Dagligvarebranchen vil i højere grad end normalt følge nøje med i de politiske forhandlinger om Finansloven i den kommende tid. Her vil to vigtige emner for branchen blive afgjort.
For det første vil de politiske forhandlinger afgøre, hvilke punktafgifter der vil blive sænket eller helt fjernet.
For det andet vil det blive besluttet, om den planlagte stigning af punktafgifterne fra januar 2018 vil blive aflyst.
Begge emner er hjerteblod for dagligvarebranchen. Og både leverandører og detailhandlere vil lytte godt efter, når politikerne er klar til at offentliggøre resultaterne af deres forhandlinger.
Lad os først se på, hvad de kommende dage ventes at bringe af udspil fra regeringen.
Den ene begivenhed bliver regeringens udspil til Finansloven for 2018.
Det er vigtigt, fordi det vil afsløre, om regeringen selv agter at aflyse den planlagte stigning i bl.a. chokolade- og sukkervareafgiften og vinafgiften.
Den anden begivenhed i denne uge er et særskilt udspil fra regeringen, som vil rumme forslag til at lette og omlægge en række afgifter.
I det udspil vil mange forskellige afgifter være i spil, men for dagligvarebranchen vil det først og fremmest være relevant at se på, hvor regeringen ønsker at sænke eller fjerne nogle af punktafgifterne.
Selv om der bliver tale om to forskellige udspil, hænger de sammen, for i den sidste ende handler det om for regeringen og dens forligsparti, at regnestykket i Finansloven skal gå op.
Hvis et flertal vælger at fjerne eller sænke nogle punktafgifter, skal pengene hentes et andet sted.
Finansloven
Forhandlingerne vil formentlig køre i forskellige spor. Først Finansloven og en mulig aflysning af den planlagte stigning af punktafgifterne.
Både Dansk Erhverv og De Samvirkende Købmænd har gennem året skruet op for lydstyrken i deres opfordring til politikerne om at aflyse den planlagte prisindeksering.
Begge organisationer anbefaler, at de første afgørende skridt til en mere fornuftig politik på afgiftsområdet er, at regeringen annullerer den planlagte prisindeksering fra januar 2018 på slik og chokolade samt vin, nødder og konsumis.
Regeringen vil sandsynligvis fastholde afgiftsstigningen vel vidende, at Dansk Folkeparti vil kræve stigningen aflyst.
Vi ved i dag, at Dansk Folkeparti allerede inden forhandlingernes start har meldt ud, at den planlagte stigning af punktafgifterne i 2018 bør sløjfes.
Det har partiets erhvervspolitiske ordfører, Hans Kristian Skibby, slået fast. Det politiske spil vil da gå på, at regeringen gemmer aflysningen af punktafgifterne som en af de godbidder, Dansk Folkeparti skal have for at indgå et forlig om den tilpassede Finanslov, når forhandlingerne er færdige.
Og vil Dansk Folkeparti holde fast og prioritere afgiftslettelser inde ved forhandlingsbordet?
For dagligvarebranchen vil sådanne detaljer ikke spille nogen rolle. Her vil det være en afgørende sejr, hvis punktafgifterne ikke vil stige yderligere i 2018.
Oprydning i afgifter
Et andet forhandlingsemne bliver, om et flertal kan blive enigt om at sænke eller fjerne nogle af punktafgifterne.
For mere end halvandet år siden nedsatte skatteminister Karsten Lauritzen (V) et saneringsudvalg. Det skulle rydde op i virvaret af punktafgifter, og det skal være billigere og lettere af drive virksomhed i Danmark.
Udvalget har set på alle afgifter og ikke kun punktafgifterne. Her bliver den politiske øvelse at afveje, hvor det vil være mest fornuftigt og vægtigt at ændre på afgifterne, og hvor de enkelte partier kan hente mest på den stemmemæssige goodwillkonto.
To grupper af afgifter har betydning for dagligvarebranchen.
Den ene er punktafgifter. Den anden er emballageafgiften, der har den paradoksale konsekvens, at bryggerierne skal betale afgifter for den pantbelagte emballage, hvor størstedelen indsamles af Dansk Retursystem og genanvendes.
Derimod er der ikke afgift på emballager, der bortskaffes via dagrenovation. Både regeringen og Dansk Folkeparti har imidlertid flere gange gennem året signaleret, at de ønsker at rydde op i afgiftsjunglen inden for dagligvarer.
Der er da også i dagligvarebranchen en forventning om, at politikerne langt om længe vil ændre på nogle af punktafgifterne.
Det er ikke sikkert, at branchen får så stor en gavekurv, at man vil række armene i vejret i overstadig jubel. Men mindre kan også gøre det.
Branchen vil have det fint med at konstatere, at et flertal i Folketinget rent faktisk har lyttet til erhvervet og endelig gjort det, flere partier har lovet gennem mange år – at rydde op i virvaret omkring afgifterne og sænke nogle af de høje punktafgifter.