42-årig mand får fængselsstraf for organiseret butikstyveri
En 42-årig mand er i Retten i Aarhus idømt ubetinget fængsel i et år og ni måneder for en række butikstyverier i Randers, Aarhus og Horsens og for pengefalsk.
Det skriver Østjyllands Politi på sit website.
Den 42-årige blev i juni i år anholdt i forbindelse med koordineret indsats fra Særlig Efterforskning Vest, der i længere tid havde efterforsket en række organiserede butikstyverier.
Ud over den 42-årige blev otte andre mænd anholdt og sigtet for over 100 butikstyverier begået forskellige steder i Jylland.
I forbindelse med anholdelserne og ransagningerne fandt betjentene 89 falske 500-euro-sedler i den 42-åriges bankboks.
I retten blev han ud over tyverierne også dømt for pengefalsk ved at have anskaffet sig i alt 100 falske pengesedler, hvoraf han havde brugt de 11, inden politiet afslørede ham.
Den 42-årige, der er irakisk statsborger, fik oven i sin fængselsstraf også en advarsel om udvisning. Han er den første, der har fået dom i den omspændende sag.
Fødevarestyrelsen, Skattestyrelsen og politiet gennemfører i øjeblikket en række razziaer i kioskmiljøet - blandt andet for at tjekke, om der er hælervarer fra organiserede butikstyverier i kioskerne. Razziaerne er en del af ”Tryghed for butiksejere”, som tidligere justitsminister Søren Pape (K) stod bag i december 2018.
Myndighederne har under de fire første kontrolrunder i 2019 været på besøg i i alt 37 udvalgte kiosker og fandt ved stikprøvekontroller varer uden faktura i 28.