150.000 butiksansatte har fået en ny overenskomst
For godt en uge siden gik HK og Dansk Erhverv fra hinanden uden at kunne blive enige om en ny overenskomst.
Nu er parterne blevet enige og har indgået en ny treårig overenskomst for mere end 150.000 butiksansatte, skriver Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.
Aftalen ligger ifølge Dansk Erhverv på samme økonomiske niveau som de øvrige minimallønsfornyelser på det private arbejdsmarked.
Der gives blandt andet årlige minimallønsstigninger på 2,5 kr. pr. time, 1 pct. yderligere i fritvalgslønkontobidrag pr. år og tre ugers yderligere betalt forældreorlov til faren.
- Det har været nogle lange forhandlinger, men det skal det også være. Ud fra de givne forudsætninger vil jeg sige, at vi fra Dansk Erhvervs side er tilfredse med resultatet, men vi må også sige, at aftalen i vores optik er i den dyre ende af skalaen, siger Laurits Rønn, viceadministrerende direktør i Dansk Erhverv.
Mere fleksibilitet og et digitalt løft Laurits Rønn lægger særligt vægt på, at aftalen indeholder fleksibilitetsforbedringer for arbejdsgiverne, og at der nu er blevet indgået en treårig aftale. Desuden er der indgået en aftale om oprettelse af et videnscenter for digital handel og bæredygtighed.
Den nye overenskomst træder i kraft fra 1. marts 2020.
HK Handel på sin Facebook-side kalder overenskomsten "et historisk godt resultat":
”Vi har forhandlet i otte lange dage for at skabe det bedst mulige resultat. Vi har nået et historisk godt resultat, der indebærer at de lavest lønnede af vores medlemmer kan se frem til et økonomisk løft på 10 procent over de næste tre år. Der er tale om forhøjelse af mindstelønnen på godt 400 kroner, forhøjelse af forskudttidstillæg og ikke mindst en forhøjelse af Fritvalgs Lønkontoen,” siger HK Handels formand Per Tønnesen på Facebook.
Her er en række nøglepunkter i overenskomsten (HK):
Løn:
Minimallønsatsernefor fuldtidsansatte over 18 år forhøjes pr. 1. marts 2020 med 401,00 kr. pr. måned, pr. 1. marts 2021 med 401,00 kr. pr. måned og pr. 1. marts 2022 med 401,00 kr. pr. måned. Det svarer til en forhøjelse af timelønnen med 2,50 kr. pr. time pr. 1. marts 2020, pr. 1. marts 2021 og pr. 1. marts 2022.
Større Fritvalgs Lønkonto:
Fritvalgs Lønkontoen forøges i overenskomstperioden fra 4 % til 7 %. Fritvalgs Lønkontoen kan anvendes til forskellige formål: Ekstra løn i forbindelse med ferie, feriefridage, pensionsindbetaling, finansiering af 2 børneomsorgsdage, seniorfrihed, barns 2. sygedag eller lægebesøg med barn.
Fritvalgs Lønkontoen kan nu også udbetales som en almindelig del af lønnen, hvis medarbejderen ikke ønsker at anvende den på anden vis. Det
Mere forældreorlov:
Perioden, hvor arbejdsgiveren betaler fuld løn under orlov, udvides fra i alt 13 uger til 16 uger. Af de 16 uger har den, som har haft barselsorlov, ret til at holde fem uger. Den, der ikke har haft barselsorlov, har ret til otte uger, og de resterende tre uger kan deles mellem forældrene.
Mere frihed til børnefamilier:
Medarbejdere får fremover ret til ekstra frihed, hvis deres barn er sygt mere end en dag. Derudover får medarbejdere med 9 måneders anciennitet ret til frihed, når de skal deltage i lægebesøg sammen med deres barn. Medarbejderen kan i begge tilfælde vælge at få udbetalt et beløb fra Fritvalgs Lønkontoen i forbindelse med friheden.
Faglig anerkendelse:
Parterne er enige om, at man vil fremme uddannelsen af faglærte, derfor kan ufaglærte medarbejdere med mindst 6 års beskæftigelse inden for overenskomstens dækningsområde indstilles af virksomheden og tillidsrepræsentanten til faglig anerkendelse. Dette forudsætter, at man tager uddannelse på et videregående niveau.
Igennem faglig anerkendelse kan man efterfølgende blive aflønnet efter overenskomstens sats for faglærte.
Sikring mod social dumping:
I forbindelse med virksomheders brug af udenlandske underleverandører anbefales det, at tillidsrepræsentanten orienteres, og at alle relevante baggrundsoplysninger om underleverandøren udleveres.
Ved inddragelse af tillidsrepræsentanterne i forbindelse med udenlandsk arbejdskraft sikres det, at de udenlandske medarbejdere arbejder under overenskomstsikre forhold.
Det fastslås endvidere, at udstationeredes løn skal fastsættes efter et princip om ligebehandling med danske medarbejdere, og at godtgørelse for udgifter i forbindelse med udstationeringen ikke kan indgå i opgørelsen for aflønningen.
KILDE: HK
Læs også: HK Handels medlemmer fik 2,1 pct. mere i løn sidste år
HK Handel og Dansk Erhverv stopper overenskomstforhandlinger