Økologernes direktør stopper

Organisationer - Navne 5. sep 2024 -
This describes the image
Helle Borup Friberg siger snart farvel til Økologisk Landsforening. Foto: Marendine Krainert Ladegaard
  • Efter syv år har Helle Borup Friberg valgt at forlade jobbet som adm. direktør i Økologisk Landsforening med udgangen af september. 

Skrevet af: Søren Tougaard

Med udgangen af september forlader Helle Borup Friberg jobbet som adm. direktør i interesseorganisationen Økologisk Landsforening, der har base i Agro Food Park ved Aarhus.  

I sin tid som direktør i Økologisk Landsforening har hun blandt andet været med til at etablere Innovationscenter for Økologisk Landbrug i 2021 sammen med Landbrug & Fødevarer og etableret en ny demokratisk struktur i foreningen, som muliggør Økologisk Landsforenings strategiske målsætning om at være en bred interesseorganisation.

Nu vil 54-årige Helle Borup Friberg prøve sig af som leder i en anden organisation.

- Der er aldrig et optimalt tidspunkt at stoppe på, men jeg har et ønske om ledelsesmæssigt at prøve mig selv af i andre sammenhænge, og jeg har valgt, at det skal være nu. Den nye bestyrelse har været i gang i et halvt år, vi har en tydelig og retningsgivende ny strategi og en professionel organisation, og jeg føler, at timingen for at stoppe, er så god, som den kan blive, udtaler hun om baggrunden for sin beslutning. 

Beklager farvel

Helle Borup Fribergs farvel modtages med beklagelse hos forperson for Økologisk Landsforening, Michael Kjerkegaard:

- Det er med beklagelse, at vi har modtaget Helles opsigelse. Helles resultater og det enorme engagement, hun har udvist hver eneste dag de seneste syv år, er imponerede. Foreningen og organisationen er et helt andet sted i dag, end vi var i 2017, hvor hun tiltrådte – og den store transformation har Helle en stor aktie i. Økologisk Landsforening har i dag politisk indflydelse på hele bæredygtighedsagendaen og indenfor centrale økologiske mærkesager: Klima, biodiversitet, dyrevelfærd og vandmiljø, udtaler han.

Helle Borup Friberg har tidligere bestridt ledelsesposter for Lego og en række andre stillinger hos Velfac og Georg Jensen Damask. Hun har bl.a. siddet i regeringens klimapartnerskab for fødevare- og landbrugssektoren og bestrider en række bestyrelsesposter.

Jobbet som adm. direktør for Økologisk Landsforening slås op i løbet af oktober og forventes besat primo 2025.

Indtil da varetager nuværende økonomi- og it-chef Kirsten Bach-Holck opgaven som konstitueret adm. direktør.

Opdateret 6. sep 2024