Topchef i nyt mærkevare-supermarked: Det bliver kæmpestort

11. dec 2015 -
This describes the image

To online-portaler med samme stifter går målrettet efter at løfte mærkevareleverandørernes omsætning - i kamp med de traditionelle supermarkeder.

E-grænsesupermarkedet Netpris.dk har med sit salg fra Tyskland til danske forbrugere allerede fået brancheorganisationen Dansk Erhverv til at advare mod ”en potentiel bombe under dansk dagligvarehandel”.

Men stifter og medejer af begge portaler, Lars Munch Johansen, har større forventninger til den rene mærkevareportal, Shobr.com, der lidt forsinket åbner til februar.

- Shobr bliver kæmpestor, siger han.

- Det gør Netpris sikkert også. Vi går ikke ind i sådanne projekter uden at være ambitiøse. Men der er ingen tvivl om, at hele Shobr-konceptet kan blive rigtig, rigtig stort. Netpris er et fint projekt. Der er ikke noget dårligt i det. Men jeg har ikke en lige så klar strategi med meget klare mål om, hvor stor den skal være, som vi har med Shobr, siger Lars Munch Johansen, som er adm. direktør i Shopall24, selskabet bag Shobr.

Han ser med begejstring på udviklingen i USA

- Det er rigtig sjovt at kigge på, at den største onlinevækst i USA nu er på dagligvarer, siger han.

Forbilledet runder milliarden

Lars Munch Johansen er blandt e-handelspionererne herhjemme og som sådan var han involveret i den første udgave af Bilka.dk tilbage i 2005.

Men Shobr.com er mere beslægtet med et andet af hans tidlige projekter, tøjportalen Boozt fra 2007, som også er en markedsplads for mærkevareleverandører - med et dobbelt formål om at øge deres salg både i de fysiske butikker og online.

De hjemlige giganter IC Companys og Bestseller gik med - lige som dagligvareleverandørerne ifølge Lars Munch Johansen i dag strømmer til Shobr.com.

- Den gang havde vi en ambition om at lave en halv mia. i omsætning med Boozt. Nu gør den jo mere end dobbelt så meget, så det er jo gået lige så godt, som præsten prædikede - men alligevel ikke helt, for vi kunne ikke forestille os, at der kom konkurrenter som f.eks. Zalando, siger han.

I år forventer de nuværende svenske ejere af Boozt både at runde milliarden - og selskabets første overskud nogensinde.

Lars Munch Johansen ser større muligheder i Shobr.com.

- Der står et andet tal i forretningsplanen nu. Dels er det jo et meget større marked, og dels har vi fået lidt mere blod på tanden. Forbrugerne er mere klar i dag, vi er mere erfarne og tænker meget mere i attraktive forretningsmodeller - hvordan vi gør forbrugerne og leverandørerne glade, siger han.

Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk

Foto:Shobr.dk

Opdateret 10. nov 2020