Så svært er det at tjene penge online
De fleste er enige om, at nethandel med dagligvarer er et forretningsområde med et godt vækstpotentiale og fremtiden for sig. Men langt færre kan svare på, om det er en god forretning at sælge dagligvarer på nettet.
Hvis netsupermarkederne opgiver regnskabstal, viser de tab på tab. Men det er umuligt at gennemskue, hvorfor det er så vanskeligt et marked. Det viser en engelsk analyse os nu.
Analysen af nethandel med dagligvarer konkluderer, at supermarkederne sætter penge til på at sælge dagligvarer på nettet. Hver ordre på 100 pund, svarende til ca. 865 kr., giver supermarkedet et tab på tre-fem pund, svarende til 26-43 kr.
Der er således ikke meget der tyder på, at det er muligt at tjene penge på at sælge dagligvarer online. I hvert fald ikke foreløbigt. England er på området langt forud for danskerne, og nethandel med dagligvarer har et betydeligt større marked end herhjemme. Alligevel er det nærmest skræmmende vanskeligt at tjene penge.
En ordre på 100 pund
Analysen, som det engelske fagblad Retail Week har fået gennemført af konsulentfirmaet Kurt Salmon, viser med tal, hvorfor det er vanskeligt at tjene penge på online handel i dagligvarehandlen.
Hvis man tager en ordre på 100 pund, skønnes omkostningerne at ligge på et sted mellem 28 og 30 pund. Omkostningerne dækker over distribution, lønninger, marketing, brændstof og enten leje eller vedligeholdelse af distributionsbilerne.
De 28-30 pund er imidlertid mere end den gennemsnitlig indtjening på omkring 25 pund for hver ordre på 100 pund, og det regnestykke giver som facit, at supermarkederne sætter mellem tre og fem pund til på hver ordre. Ifølge analysen fra Kurt Salmon er et tab på otte-ni pund dog et mere realistisk skøn.
I Storbritannien får netsupermarkederne i omegnen af 90 mio. ordrer årligt, som skal leveres til kundernes privatadresser, så selv om supermarkederne kræver mellem et og seks pund af kunderne for levering af varerne, tyder meget på, at det er mere end vanskeligt at gøre nethandel til en god, indtjenende forretning – i hvert fald foreløbigt.
Analysen konkluderer, at det er forståeligt – analysens resultater taget i betragtning –, at de store supermarkedskæder ligesom Tesco på det seneste enten forsøger at få kunderne til at lægge større ordrer eller holder pause med en ekspansion med click & collect ligesom Asda.