Onlinesupermarkeder appellerer til de velstillede
Familier med en årlig husstandsindtægt over 1 mio. kr. køber oftere dagligvarer på nettet, end familier med mindre indkomster. Kigger man på antal af børn, er det de børnerigeste familier, der køber ind på nettet, viser en ny undersøgelse, som Loyalty Group har foretaget.
Halvdelen af dem, der har købt dagligvarer på nettet, tjener mere end 1 mio. kroner, mens kun hver tredje har en indkomst under 800.000 kroner.
- Familier med højre indtægter har bedre mulighed for at betale sig fra praktiske opgaver som indkøb, rengøring og havearbejde, mens familier med lavere indkomst sparer fragtgebyret og går i butikken for at finde de bedste tilbud og de varer, der er billigere, fordi de nærmer sig sidste salgsdato, siger researchchef i Loyalty Group, Lars Jepsen.
Undersøgelsen viser også, at sandsynligheden for, at en familie har købt dagligvarer via nettet, er større, jo flere børn familien har. Således har hver fjerde familie, der handler på nettet, tre eller flere børn, mens det kun er hver femte af dem, der har ét barn.
Investering i fremtiden
Danskerne køber hvert år dagligvarer for cirka 125 mia. kroner, og ifølge en analyse fra Dansk Erhverv ender kun 2 pct. i onlinesupermarkedets kasser. Det svarer til 2,5 mia. kroner, der skal fordeles mellem blandt andre Nemlig.com, Osuma, Shobr.dk og senest også Coop.dk som de største.
- Det er forsat en forsvindende lille del af dagligvarehandlen, der sker via nettet. Det kan handle om forbrugerne, men det kan i høj grad også skyldes, at dagligvarekoncernerne gerne vil have noget ud af de mursten, de har investeret en hel del i, og derfor ikke har satset så meget på onlinehandel. Dette til trods for, at det inden for andre brancher viser sig, at man gør sine kunder mere tilfredse, når man er aktiv på flere kanaler, siger Lars Jepsen, der dog ikke mener, at Coop med sit nye onlinesupermarked i første omgang vil øge sin markedsandel.
- Men det er en investering i fremtiden, og Coop er klar, når der pludselig sker noget, siger han.
Øget tilfredshed
Undersøgelse fra Loyalty Group medtager ikke de nyeste skud på stammen af onlinesupermarkeder, Coop.dk/mad, davli.dk og shobr.dk – ligesom den er foretaget, inden Nemlig.com rykkede til Østjylland, men den viser tydeligt, at det er i Storkøbenhavn, forbrugerne handler online.
Således svarer fire ud ti (37 pct.), at deres seneste indkøb på nettet skete på Nemlig.com, der dengang kun leverede i Storkøbenhavn. På andenpladsen med 17 pct. ligger Irma.dk, der i dag er en del af Coop.dk/Mad.
Osuma.dk, der tog sit udgangspunkt i det midtjyske, men nu er stort set landsdækkende, står ifølge undersøgelsen alene for 5 pct. af onlinesalget.
I undersøgelsen svarer hver femte, at hendes seneste indkøb af dagligvarer på nettet skete på Aarstiderne, der dog adskiller sig fra de øvrige ved alene at have fødevarer og fokus på økologi og specialprodukter.
Hver femte (22 pct.) har handlet hos en anden udbyder, hvilket blandt andre kan være de brugser, der tilbyder, at kunderne bestiller via nettet, men selv henter varerne i butikken.
De kunder, der handler på nettet, er i tiltagende grad tilfredse med at vælge nettet frem for en fysisk butik. Tilfredsheden steget med 13 procentpoint siden 2015. Således svarer 64 pct. i år, at de er tilfredse eller meget tilfredse med at handle på nettet, mens kun 16 pct. udtrykker mere eller mindre utilfredshed.
Loyalty Groups undersøgelse fra juli 2016:
- 77 pct. af dem, der ikke køber dagligvarer på nettet, siger at de hellere vil udvælge varerne i en fysisk butik
12 pct. køber dagligvarer på nettet (11 pct. i 2015), og i den gruppe gælder, at
- 50 pct. har en årsindkomst på mere end 1. mio kr.
- 35 pct. har en årsindkomst på under 800.000 kr.
- 49 pct. har to eller flere børn
- 8 pct. har ingen børn
- 84 pct. er tilfredse eller meget tilfredse med at handle på nettet
- 64 pct. er tilfredse eller meget tilfredse med at handle på nettet – set i forhold til det at købe ind i en fysisk butik