Nordjyske købmænd får øget konkurrence fra onlinesupermarked

25. jun 2020 -
This describes the image
Foto: Nemlig.com
Skrevet af: Søren Tougaard

Nu kan endnu flere danskere få leveret dagligvarer og måltidskasser til døren i sommerhuset, når Nemlig.com starter levering i ugerne 27-31 i Skagen, Løkken, Blokhus og Marielyst.

- De seneste år har Nemlig.com åbnet et midlertidigt område i sommerferien, så det har været muligt for vores kunder at få leveret dagligvarer til sommerhuset. Nu kan vi for første gang levere til sommerhuse i Skagen, Løkken, Blokhus og Marielyst, ligesom at vi kommer ud til endnu flere sommerhuse i år, end vi nogensinde har gjort, siger Mikkel Pilemand, kommerciel direktør i Nemlig.com.

Tidligere har Nemlig.com set en stor tilslutning blandt kunder i Halsnæs på Nordsjælland, hvor sommerhusgæsterne i stigende omfang bestiller dagligvarer til sommerhuset.

Og onlinesupermarkedet venter øget sommersalg i år.

- I år vælger rigtig mange danskere at afholde sommerferien i Danmark, og det betyder en væsentlig større aktivitet hos Nemlig.com. Sommerferien har historisk været en del af året, hvor der ikke handles mange dagligvarer på nettet, men i år forventer vi, at sommeren kommer til at slå alle rekorder, siger Mikkel Pilemand.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?