Netbutikker får kunstig intelligens

11. okt 2017 -
This describes the image
Foto: David Bicho Lars Kejser forudser, at netsupermarkederne vil blive bedre til at bruge kunstig intelligens.
Skrevet af: Henrik Denman

Den helt store gevinst for forbrugerne ved at købe dagligvarer på nettet er at spare tid. For netsupermarkederne ligger guldet i at kunne udnytte de data om kunderne. Sådan vurderer adm. direktør i virksomheden Episerver Danmark, Lars Kejser, de faktorer, der bliver afgørende for, at nethandlen med dagligvarer for alvor bliver stor.

Episerver er en amerikansk virksomhed med afdelinger i flere lande, bl.a. Danmark, der leverer løsninger inden for e-handel og digital marketing. Herhjemme har virksomheden udviklet en e-handelsplatform for den danske møbelkæde Bolia.com, der satser på salg på nettet suppleret med showrooms flere steder i landet.

– Convenience vinder frem, og det kan jeg godt forstå, for alle har travlt i hverdagen. Folk vil gerne have mere tid, og derfor vil mange forbrugere tage imod løsninger, der kan gøre hverdagen nemmere og spare dem for tid, siger Lars Kejser og fortsætter:

– I dag tjener ingen penge på at drive onlinehandel med dagligvarer. Jeg tror, at modellen skal være anderledes. I fremtiden vil man på vej hjem fra arbejdet kunne sidde i bilen og snakke med en robot om de dagligvarer, man ønsker at købe, og om de måltider, man vil købe til aftensmaden med familien. På turen hjem kører man ind til netsupermarkedet eller restauranten og får varerne med hjem.

Kunstig intelligens

Lars Kejser forudser derfor også, at netsupermarkederne vil blive bedre til at bruge kunstig intelligens. Den kan bl.a. bruges til at forudsige, hvad kunden ønsker at køre, fordi kunden har købt netop de varer så mange gange før. Den kan også komme med bud på, hvad kunden sandsynligvis kunne tænke sig at købe ud fra data om kundens tidligere indkøb og ud fra, hvad kunden har søgt på nettet.

– Netsupermarkederne vil blive bedre til at lægge indhold ud til den enkelte bruger ud fra, hvad systemet ved, at kunden vil bruge. De danske onlinevirksomheder vil for alvor komme under pres, hvis en eller flere udenlandske aktører går ind på markedet – og så langt er der heller ikke fra Nordtyskland til Danmark.

– De danske virksomheder skal satse på god service på nettet. Når en kunde går ind på nettet flere gange, duer det ikke, hvis forretningen bare foreslår det samme. Netbutikkerne skal også udvikle sig, så de f.eks. selv foreslår, hvornår et produkt skal udskiftes. De fleste kunder vil sige: Hvis netbutikken kan spare mig for tid og samtidig levere en god kvalitet, så er jeg kunde. Og så vil kunderne have de bestilte varer leveret inden for en time. Skal det kunne lade sig gøre, skal netbutikkerne forstå, at data er guld værd for dem, siger Lars Kejser.

Opdateret 10. nov 2020