Nemlig.com øger salget

26. apr 2017 -
This describes the image
Nemlig.coms adm. direktør Steffen Plenge. Foto: Henrik Frydkjær
Skrevet af: Henrik Denman

Onlinesupermarkeder Nemlig.com fortsætter med at vokse. De seneste seks måneder har virksomheden haft en vækst i omsætningen på 30 pct. i forhold til samme periode året før.

Nemlig.com er dermed klar til at møde den øgede konkurrence på salget af dagligvarer på nettet i Danmark.

Coop Danmark udvidede indsatsen på nettet sidste år, dagligvareleverandørernes netsupermarked Shobr styrker forretningen, og Bilka gør klar til at sælge dagligvarer på nettet efter click & collect-konceptet, hvor kunderne selv skal hente de bestilte varer i et Bilka-varehus.

Hos Nemlig.com mærker man også, at der er gang i onlinehandlen på virksomhedens voksende salg.

- Det ser vi som et tydeligt tegn på, at de danske forbrugere er rigtig glade for at få varerne leveret helt hjem til hoveddøren i det timeinterval, der passer dem alle ugens syv dage, siger stifter og adm. direktør Stefan Plenge i en pressemeddelelse.

Det er dog fortsat vanskeligt at tjene penge på at sælge dagligvarer på nettet. Nemlig.com fik i 2015/16 et driftsunderskud på 66 mio. kr., som dog var en forbedring i forhold til underskuddet på 91 mio. kr. i det foregående regnskabsår.

Den voksende forretning betyder også flere ansatte. Alene i de første tre måneder i 2017 har Nemlig.com ansat 100 nye medarbejdere og er nu oppe på over 600 ansatte.

 

 

Opdateret 10. nov 2020