Nemlig.com gør klar til mere vækst

6. okt 2017 -
This describes the image
Foto: Henrik Frydkjær
Skrevet af: Henrik Denman

På det store lager hos Danmarks største onlinesupermarked Nemlig.com hersker der dagligt stor travlhed.

En konstant stime af medarbejdere, hver udstyret med et headset, trækker hver deres trolley med blå kasser op og ned ad de mange gange med hylder med dagligvarer.

Medarbejderne, der er fra mange forskellige lande, er dybt koncentrerede.

De mumler numre i mikrofonen i takt med, at når de til de bestilte varer, tager dem frem i den bestilte mængde, lægger dem i en blå kasse, der hører til den enkelte kunde, og til sidst sikrer sig, at de har taget de korrekte varer.

For kunder, der køber varer online, er det helt afgørende, at de får de varer, der rent faktisk har bestilt.

Det er midt på dagen på en almindelig hverdag, og de mange plukkere skal sikre, at forbrugere rundt omkring i landet får deres varer til aftalt tid.

Fremtidssikret
Nemlig.com flyttede i midten af 2015 fra et mindre lager i Rødovre til et meget stort lager i Brøndby. Det er på hele 36.000 kvm., og dermed har vækstvirksomheden Nemlig.com fremtidssikret sin lagerkapacitet.

Vi går rundt i lageret med kolonialvarer, og ved siden af ligger tilsvarende haller med ferskvarer og med køl og frost.

Tørvarerne bliver lagt i blå kasser, køl og frost lægges i grå flamingokasser.

Den interne logistik på lageret sikrer, at varerne til samme kunde kommer frem til den rigtige chauffør, der igen sikrer, at varerne bliver leveret på det tidspunkt, kunden ønsker.

Uden for lageret holder omkring 30 varebiler malet i Nemlig.coms kendte grå farve og bliver lastet med bestilte dagligvarer. Herfra spreder de sig i en vifte til kunderne.

– Vi er i dag det ubestridt største supermarked i Danmark på en enkelt adresse. Der findes ikke noget supermarked i Danmark, der omsætter for over en milliard kroner på en enkelt adresse. Det giver os en fantastisk mulighed for at have et rigtig stort sortiment, som der er en meget stor rotation på, så vi dermed sikrer topfriske varer til vores kunder, siger adm. direktør Stefan Plenge.

Levering
Nemlig.com har kunder i hele landet, men Stefan Plenge har ikke foreløbigt planer om at åbne et ekstra distributionslager f.eks. i Jylland.

Han har heller ikke umiddelbart planer om at tilbyde levering inden for en time til kunder i storbyerne, sådan som man ser store onlinesupermarkeder i udlandet gøre det.

– Jeg ser ikke, at det sker inden for den nærmeste fremtid. Nemlig.com er den onlinevirksomhed i Danmark, der har det absolut bedste tilbud til kunderne hvad leveringsmuligheder angår. Vi leverer syv dage om ugen i 365 dage om året den time på dagen, der passer kunden bedst. En meget stor del af vores kunder kan lægge ordren om formiddagen og få varerne leveret om eftermiddagen. Desuden er det muligt at bestille frem til kl. 24 og få levering allerede næste morgen kl. 10.

Fordele online
Stefan Plenge oplever en trend, hvor flere og flere forbrugere hellere vil købe dagligvarerne på nettet i stedet for at gå i en fysisk butik.

– Det handler fundamentalt set om, at mennesker søger derhen, hvor de kan få den bedste indkøbsoplevelse – det er på pris, nemhed, sortiment og på kvalitet af varer.

– Hvis vi starter med prisen, så har vi matchet den med de fysiske butikker. Du kan ikke købe varerne billigere i de fysiske butikker end du kan på Nemlig.com. Vi har mere end 2.000 varer, der er prismatchet mod Netto, som er en af Danmarks billigste kæder, men Netto har kun omkring et par tusinde varer plus dem, der ryger ind og ud hele tiden.

– Vores sortiment er på lidt over 11.000 varer. Vi har et sortiment, der er betydeligt større end f.erks. Føtex, som er et stort supermarked.

– Så har vi conveniencedelen. Det er væsentligt nemmere at købe ind online end i de fysiske butikker, hvor du også har besværet med at slæbe varerne hjem. På kvalitetsfronten har vi Danmarks bedste friskhedsgaranti, hvilket sikrer kunderne friskere varer end i noget andet supermarked. F.eks. garanterer vi minimum fire dages holdbarhed plus leveringsdagen på hakket kød. Kunderne kan dermed nemt købe ind til en hel uge uden at bekymre sig om holdbarheden på de friske varer. På toppen af det har vi de spændende specialbutikker og gårdbutikker.

Stefan Plenge mener derfor, at Nemlig.com har et tilbud, som appellerer bredt i markedet.

– Vi er overbevist om, at kunderne helt automatisk kommer til at flytte derhen, hvor det bedste tilbud er, og derfor arbejder vi konstant på at skabe en endnu bedre indkøbsoplevelse end den man kan finde i de fysiske supermarkeder, siger han.

Opdateret 10. nov 2020