Nemlig.com blandt mest populære netbutikker i Danmark
Foreningen for Dansk Internethandel har netop offentliggjort e-handelstallene for første halvår af 2019 i E-handelsanalysen.
Ikke overraskende er det endnu engang Nemlig.com, der ligesom i 2018, 2017, 2016 og 2015 løber med sejren som den netbutik, der har den højeste NPS eller Net Promotor Score i årets første halve år. NPS er et udtryk for, hvor mange der vil anbefale virksomheden til andre.
I 2018 lå Nemlig.coms NPS på 60, og den er nu steget til 64. Der er nu ikke plads til at hvile på laurbærrene, for Proshop ligger lige bagefter med 63, og de øvrige konkurrenter er heller ikke langt fra.
Tredjemest populære netbutik
Nyt er det til gengæld, at Nemlig.com ryger til tops på listen over de mest brugte netbutikker.
Sidste år lå onlinesupermarkedet på en syvendeplads - efter Coop.dk - men i årets første seks måneder er det rykket helt op som nummer tre med 1,9 pct. af den samlede e-handel herhjemme.
Nemlig.com overgås kun af Just-Eat, som sidder på 2,0 pct. af markedet, og Zalando, der med 4 pct. bliver noget sværere at overhale.
Coop.dk er rykket op fra en sjette- til en femteplads, mens Bilka.dk er røget 10 pladser ned til nummer 18 sammenlignet med E-handelsanalysen for hele år 2018.