Nemlig.com begynder levering om natten

30. apr 2020 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
Skrevet af: Søren Tougaard

Danmarks største onlinesupermarked Nemlig.com optrapper nu krigen på markedet for dagligvarer på nettet ved at indføre fleksibel levering om natten fra kl. 02 til 06.

Kunderne behøver ikke være oppe, da varerne stilles foran hoveddøren. Med det nye tiltag leverer Nemlig.com nu 20 timer i døgnet alle ugens dage.

- Det nye tiltag, med fleksibel levering om natten, er et koncept, vi har arbejdet på de sidste otte måneder, og det var planen, at vi skulle have lanceret det medio marts. Grundet udbruddet af Covid-19 i Danmark primo marts, eksploderede efterspørgslen for at købe dagligvarer på Nemlig.com, og vi måtte derfor udskyde denne lancering. Efterspørgslen er fortsat meget stor, og vi har de sidste syv uger ansat over 400 nye medarbejdere, hvilket har gjort os i stand til at vokse med næsten 100 pct. i forhold til samme tid sidste år. De mange nye medarbejdere gør os samtidig i stand til at lancere dette nye koncept, som vil gøre det endnu nemmere for vores kunder at få leveret dagligvarer og måltidskasser, lige når det passer dem, siger Stefan Plenge, adm. direktør og stifter af Nemlig.com.

I første omgang er det sjællænderne, der fra 5. maj kan bestille dagligvarer til levering om natten. I løbet af maj måned vil natlevering blive rullet ud til alle kunder på Fyn og i Jylland.

Opdateret 10. nov 2020