Måltidskasser stormer frem
Danmarks næststørste leverandør af måltidskasser gik 33 procent frem i sit seneste regnskab.
Den ti år gamle måltidsleverandør Retnemt.dk har massiv fremgang i omsætningen i 2015 og har netop offentliggjort sit hidtil bedste regnskab. Selskabets direktør tror på, at markedet for måltidskasser er i voldsom vækst.
- Jeg tror på, at måltidskasser bliver endnu mere synlige i de kommende år og kommer til at fylde endnu mere i det danske marked, siger adm. direktør Klaus Toft Nørgaard, Retnemt.dk.
Han peger på, at det er gået stærkt med at udbrede koncepter med abonnementer på måltidskasser i nogle af nabolandene i Norden, og i Norge er måltidskasser blevet større end online handel med dagligvarer.
- Måltidskasser er kommet langsommere i gang i Danmark, men det er vores forventning, at vi også vil se nogle meget store væksttal i markedet her. Jeg tror, at måltidskasser også i Danmark kan blive større end online handel med dagligvarer, siger direktøren for Retnemt.dk.
Retnemt.dk øgede i regnskabsåret 2014/15 sin bruttofortjeneste med godt 2 millioner kroner til 8,15 millioner kroner, og det er en stigning på 33 procent. Selskabet hemmeligholder størrelsen af sin omsætning, men Klaus Toft Nørgaard fortæller, at omsætningen er vokset tilsvarende, og han forventer i det kommende regnskabsår en stigning på mindst 40 procent.
- Det er ikke kun os, der er i vækst. Jeg oplever, at hele convenience-segmentet vokser, og vi har ikke set toppen endnu, siger han.
Retnemt.dk er Danmarks næststørste leverandør af måltidskasser.
Også Danmarks største leverandør, Aarstiderne, har haft vækst i de senere år. Aarstidernes omsætning er ifølge selskabets regnskaber fra 2010 til 2014 vokset fra 262 til 368 millioner kroner, og Aarstiderne tjente 21 millioner kroner i 2014.
Kortere tilberedning
Klaus Toft Nørgaard oplyser, at Retnemt.dk leverer 25.000 måltider om ugen til danskere over hele landet.
Han betegner selskabets måltidskasse-løsning som et meget fleksibelt koncept i forhold til konkurrenterne, da abonnenterne hos Retnemt.dk kan vælge selv vælge de enkelte retter i kasserne.
De senere år er selskabets koncept blevet udviklet med mere økologi og sundhed, og tilberedningstiden for måltiderne er blevet kortere end de tidligere 30 minutter.
- Der er ikke længere kun råvarer, der er i kasserne. Der er en stigende accept af halvfabrikata som for eksempel forhåndsstegt kød, når kunderne har tillid til, at kvaliteten stadig er i orden, siger Klaus Toft Nørgaard.