Flere handler dagligvarer online

26. apr 2016 -
This describes the image
Illustration: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Søren Tougaard

Et stigende antal familier køber dagligvarer online. Hvor 7,4 procent af alle husstande købte daglig-varer over nettet i 2014, voksede antallet til 10,9 procent i 2015, viser GfK’s analyse “Dansk Dagligvarehandel 2015”.

Selv om nethandel er i fremgang og rekrutterer flere husstande, især blandt børnefamilier i storbyerne, er det dog endnu for tidligt at snakke om et decideret gennembrud for dagligvarehandel over nettet.

Ifølge Marketing Manager i GfK Nordics, Camilla Vinther, er en stor del af nethandelskunderne nemlig stadigvæk “prøvekøbere”, der endnu lægger langt størstedelen af deres dagligvareindkøb i de fysiske butikker.

Væksten i onlinehandlen har fået yderligere medvind af, at danskerne nu i gennemsnit indkøber for 573 kroner, når de handler dagligvarer på nettet, imod 529 kroner i 2014.

At kurvestørrelsen er vokset, er der, ifølge Camilla Vinther, to åbenlyse forklaringer på.

- For det første kan det ikke betale sig at lave små indkøb online. For det andet tvinger de fleste udbydere shopperne til at handle for minimum 400 kroner i f.eks. nemlig.com, mens andre endda har et endnu højere minimumsbeløb, påpeger hun.

Marked i vækst

GfK’s analyse er foretaget før Coop meddelte, at de nu også vil satse på dagligvarer på nettet, og Camilla Vinther er ikke i tvivl om, at onlinemarkedet kun bliver større og større fremover. Blandt andet i takt med, at flere spillere melder sig på banen, og etablererede onlinesupermarkeder som nemlig.com udvider deres forretning, så de i stigende grad leverer udenfor Storkøbenhavn.

Alligevel er leveringsomkostningerne stadig en stor barriere, som afholder mange fra at handle dagligvarer over nettet.

- Der er ingen tvivl om, at hvis man fjerner leveringsomkostninger helt, så tror jeg, der for alvor sker noget med dagligvarehandlen over nettet, siger Camilla Vinther.

Analysen er udarbejdet på baggrund af GfKs panel, som tæller 3000 husstande fra hele landet.

Opdateret 10. nov 2020