E-supermarkeder runder den første milliard

14. jan 2016 -
This describes the image
Arkivfoto: Preben Rasmussen

Friske tal fra Danmarks Statistik viser, at online-supermarkederne med Nemlig.com i spidsen har solgt for 1,1 mia. kr. på et år.

Efter mange, mange års tilløb er onlinehandel med dagligvarer nu efterhånden ved at nå et omfang, hvor de store kæder må begynde at tage fænomenet alvorligt.

I de 12 måneder, der gik fra december 2014 til og med november 2015, har egentlige online-supermarkeder - Nemlig.com, Irma.dk og Osuma.dk med flere - solgt for til sammen 1,1 mia. kr.

Det fremgår af et specialtræk, som Danmarks Statistik har lavet for Dansk Handelsblad.

I beløbet indgår også enkelte e-supermarkeder, der leverer til ældre borgere via kommunal betaling.

Det er første gang nogensinde i Danmark, at den samlede omsætning er blevet opgjort af en uvildig kilde med adgang til de reelle omsætningstal - som ellers bliver holdt hemmelige af de enkelte online-supermarkeder.

Ifølge opgørelsen var omsætningsvæksten fra november 2014 til november sidste år på 15 pct.

Dagligvarer for tre mia.

De nye tal lægger sig tæt opad tidligere vurderinger af online-markedets størrelse fra bl.a. Coop Danmark og Retail Institute Scandinavia.

Med den begrænsede indsigt i de faktiske tal har der ellers været mere eller mindre frit slag for optimistiske bud på e-supermarkedernes salg.

Det er almindeligt udbredt viden i branchen, at Nemlig.com er klart det største online-supermarked herhjemme.

Men de øvrige - inklusive Nemlig.coms ejer Intervare.dk - skal være meget små, hvis det skal flugte med Nemlig.coms oplysninger til Jyllands-Posten for et par uger siden om, at omsætningen ”nærmede sig milliarden” sidste år.

Adm. direktør i Nemlig.com, Stefan Plenge, ønsker imidlertid ikke at kommentere de nye tal fra Danmarks Statistik over for Dansk Handelsblad.

Kort før jul offentliggjorde Danmarks Statistik for første gang omsætningstal for ”detailhandel med dagligvarer via internet”, som bl.a. også inkluderer en stor abonnementsvirksomhed som Aarstiderne.com med en omsætning tæt på en halv mia. kr.

I de første 11 måneder af 2015 blev der solgt for 2,9 mia. kr. under den paraply.

Opdateret 10. nov 2020