E-supermarkeder optrapper konkurrencen
Med sommerferiens afslutning og de travle børnefamiliers tilbage i hverdagen bliver der smidt flere kul på markedsførings-lokomotiverne for online-supermarkederne.
Markedsleder Nemlig.com har øget sit discountsortiment og er netop rykket over både Store- og Lillebælt til Østjylland, mens Coop forsøger at genstarte sin satsning, Coop.dk Mad, via massiv markedsføring og løfter om rabat.
Coop.dk Mad er kommet sløjt fra start tidligere på året, men mandag 22. august - samme dag som Nemlig.com løftede sløret for sin jyske premiere - brugte Coop således ikke færre end tre helsider i træk i dagbladet Politiken på at gøre opmærksom på sit e-supermarked.
Politiken står særdeles stærkt i København, som er Nemlig.coms hjemmebane.
Dagen efter var det ”kun” to helsider, men med det samme generøse tilbud om en start-rabat på 100 kr. ved et mindstekøb på 500 kr. - og dertil kun 29 kr. i fragt.
Set i lyset af de omkostninger, som er forbundet med plukning og transport, er det isoleret set en dyr omgang for Coop.
E-handlens joker
Dansk Erhverv har netop sluppet en ny analyse af e-handel med dagligvarer, hvor den samlede omsætning herhjemme bliver estimeret til 2,5 mia. kr. - inklusive moms. Det svarer til små 2 pct. af dagligvaremarkedet.
Bag analysen står Marie Louise Thorstensen, som er chefkonsulent i Dansk Erhverv.
- Hvis dagligvarehandlen for alvor går online, så vil vækstraterne i den samlede e-handel også vokse, fordi dagligvareindkøbene fylder så stor en del af danskernes varekøb. Dagligvarehandlen er i øjeblikket e-handlens joker, mener hun.
De to største aktører i branchen gør for tiden deres for at løfte andelen.
Coop har en erklæret målsætning om at tage den samme markedsandel af online-markedet, som koncernen har af det samlede dagligvaremarked, 36-38 pct., mens det rene e-supermarked Nemlig.coms udbredelse til de østjyske byer har været varslet længe.
Nemlig dækker fra 25. august en trekant fra Randers i nord til Horsens i syd og Silkeborg i vest.
- Siden vi åbnede i hovedstadsområdet i 2010, har drømmen og målet været at åbne med samme koncept i Jylland. Ved at investere massivt i at bygge Skandinaviens største vare- og logistikcenter dedikeret til dagligvarer på nettet er det nu endeligt muligt at realisere drømmen. Det er en stor og vigtig milepæl for os, siger Stefan Plenge, der er adm. direktør i Nemlig.com.