Walmart fordobler omsætningen på ehandel
Der er god forretning i dagligvarer.
Så kort kan det seneste kvartalsregnskab fra amerikanske Walmart næsten opsummeres, hvor virksomheden øger den samlede omsætning for 2. kvartal af 2020 til 137,7 mia. dollars (859 mia. kr.) - en vækst på 5,6 pct. sammenlignet med samme periode 2019.
Driftsresultatet ender dermed på 6,1 mia. amerikanske dollars - en forbedring på 500 mio. amerikanske dollars sammenlignet med Q2 2019.
Det viser kvartalsregnskabet for Q2 fra Walmart.
En gennemgang af regnskabet viser, at især ét forretningsben har haft fart på væksten i 2. kvartal. Onlinehandlen har nemlig, og nok ikke overraskende, fået ekstra fart på under coronakrisen. i det forgangne kvartal er den del af forretningen vokset med 97 pct. i USA.
Ifølge regnskabet har krisen dog også kostet Walmart. Faktisk har virksomheden haft omkostninger i størrelsesordenen 1,5 mia. amerikanske dollars forbundet med krisen.
- Jeg vil gerne sige stort tak til vores medarbejdere for deres utrættelige arbejde i disse usædvanlige tider. Vi takker også vores kunder for deres tillid. Vi vil fortsat fokusere på at betjene dem bedst muligt og udvide vores globale kapacitet, så vi kan tjene dem bedre i fremtiden, lyder det i regnskabet fra Doug McMillon, adm. direktør og bestyrelseformand for Walmart.