Venstre vil reducere punktafgifter
Venstre vil sætte de danske punktafgifter på dagsordenen som et af temaerne ved det kommende folketingsvalg. Partiet vil sætte en kvart mia. kr. af på at reducere en række punktafgifter og måske i enkelte tilfælde endda helt fjerne afgifter. Den udmelding kom to af partiets folketingsmedlemmer, formanden for Folketingets skatteudvalg Mads Rørvig og forbrugerordfører
Jan E. Jørgensen, med på en konference om forbrugerafgifter forleden, arrangeret af Venstre i samarbejde med De Samvirkende Købmænd og Bryggeriforeningen.
Blandt de punktafgifter, som Venstre vil sænke, er afgifterne på spiritus, vin, øl, alkoholsodavand, chokolade, kaffe og the.
- Venstre havde et forslag klar, hvis vi var blevet inviteret til forhandlinger med regeringen sidste efterår om
finansloven for 2015, men
det blev vi ikke. Vi viderefører vores forslag fra sidste år til vores valgoplæg, så vi kan reducere en række punktafgifter, hvis vi efter valget kommer i regering, sagde Jan E. Jørgensen.
- Punktafgifter er et levn fra fortiden, fastslog han.
Helt gakgak
Udmeldingen falder i god jord hos bl.a. Dansk Erhverv. Her fastslår skattepolitisk chef Jacob Ravn:
- Det er tid til at muge i absurde afgifter.
Listen over danske afgifter er lang, og en lang række af afgifterne giver ikke noget mærkbart provenu for statskassen.
- Mange af de danske afgifter er helt gakgak og kræver efter vores vurdering mere i administration af virksomheder og myndigheder, end de giver provenu i statskassen. Der må og skal ryddes ud i de værste, der er helt gakgak. F.eks. indbringer en del nødder årligt under 50.000 kr. i provenu. Det er spild af tid for både myndigheder og virksomheder, siger Jacob Ravn.
"Mange af de danske afgifter er helt gak-gak."
JACOB RAVN, DANSK ERHVERV