Uddeler i SuperBrugsen: Jagten på butikstyve er slidsom
10.000 kroner. Så meget stjal butikstyve for på en uge i SuperBrugsen i Brørup, og det ryster uddeler René Hansen. Han var ikke forberedt på, at der var så meget tyveri fra butikkens hylder.
Så afslørede en butiksdetektiv et problem, der er så stort, at uddeleren nu sætter intensivt ind.
- Vores svind i butikken er ikke større end normalt, så jeg tænkte ikke så meget på de butikstyverier, der selvfølgelig altid er. Men mine medarbejdere fortalte gang på gang, at de fandt tomme kurve – blandt andet i legetøjsafdelingen, hvor der ofte ikke er så mange kunder. Fra vinafdelingen lød det, at der ind i mellem pludselig manglede seks flasker dyr vin eller god spiritus, fortæller René Hansen.
Han hyrede en butiksdetektiv, der på bare en uge fangede tyve, der havde stjålet varer for 10.000 kroner.
- En kvinde købte for 4-500 kroner, men havde samtidig for 1800 kroner dyre cremer, vitaminpiller og andre lignende varer i tasken. Hun var ikke en type, som, jeg på nogen måde havde forestillet mig, ville stjæle, siger uddeleren, der spørger sig selv, om han har været for naiv.
- Vi tillader, at kunderne har tasker med i ind i butikken. Det vil jeg ikke forbyde, så bliver man for mistænksom, og det rammer alle dem, der er ærlige.
Blandt de varer, der forsvinder, er også barberblade og tandbørstehoveder, og nu er den type varer låst inde, ligesom der er gitter for to sektioner med de dyreste vine.
- Men det er ikke uden konsekvenser for salget, for det er irriterende for en kunde at skulle finde en medarbejder, der skal låse skabet op. I stedet vælger kunden eksempelvis en billigere vin. Vi kan se, at salget af dyre vine er faldet, siger René Hansen.
Bliver mistænksom
Et fald i salget er ikke den eneste konsekvens af indsatsen, der også indebærer, at butikken har fået nyt overvågningsudstyr samt en skærm, der ved indgangen viser, at kunderne bliver filmet. Den skal virke forebyggende.
- Jeg er blevet lidt paranoid, og når jeg ser en eller flere kunder gå rundt i længere tid i butikken med tasker, holder jeg øje med dem. Går de frem og tilbage mellem eksempelvis vin og kød, spørger jeg dem, om de har brug for hjælp. Det er sket, at jeg har sagt til nogle, at det virker mistænkeligt, at de bare går rundt. De får at vide, at de skal finde de varer, de skal have, eller forlade butikken, fortæller René Hansen og tilføje, at mange af de faste kunder er lidt rystede over, at nogle stjæler.
Medarbejderne er også blevet mere opmærksomme og fortæller hinanden, når der er kunder, de skal holde et godt øje med. Nu fanger de flere tyve – eller stopper dem, inden de stjæler.
- Vi tager alle typer – lige fra den lokale borger, som vi kender, til ukendte østeuropæere, siger uddeleren.
Mangler hjælp fra politiet
Personalet har blandt andet pågrebet en dreng på 10-12 år, der havde taget sodavand mange gange. Men det reagerede kunderne negativt på.
- Da vi pågreb han, begyndte han at græde, og så fik nogle kunder ondt af ham og skrev blandt andet på Facebook, at det kunne vi ikke være bekendt. Men vi kan ikke bare lade nogle stjæle varerne, siger René Hansen, der godt kunne tænke sig en hurtigere indsats fra politiets side.
- Vi skriver bare en anmeldelse, for politiet kommer som udgangspunkt ikke. Det kunne ellers virke forebyggende, hvis en potentiel butikstyv vidste, at han eller hun ville blive hentet og ført ud gennem butikken af politiet. Men selv da vi havde pågrebet en truende type, som jeg faktisk var bange for, ventede jeg to timer på, at politiet kom, og det skete først, efter vi havde lukket, og da sad jeg alene med fyren, fortæller René Hansen og tilføjer, at nogle gange er det lettere at lade gerningsmanden slippe.
- Det er slidsomt at gå på intensiv jagt efter butikstyve. Det tager tid og er psykisk hårdt, siger han og tilføjer, at han er spændt på, hvad den kommende status viser om udviklingen i svindet.