Tysk minister: Pant på tyske dåser i 2017

13. maj 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Henrik Denman

Den tyske miljøminister i delstaten Slesvig-Holsten, Robert Habeck (De Grønne), anslår, at det vil vare ca. 16 måneder, før Danmark har et system klar til at modtage dåser, der er købt i de tyske grænsebutikker.

Han løftede for nylig sløret for en tysk-dansk aftale om, at danske kunder i grænsebutikkerne snart skal betale dåsepant, og som ligger klar til at blive underskrevet af Robert Habeck og hans danske kollega, miljøminister Kirsten Brosbøl (S).

Siden offentliggørelsen for nylig har der dog været total tavshed.

Dansk Handelsblad kan nu offentliggøre yderligere detaljer om den kommende aftale, som er fremlagt på Slesvig-Holsteins hjemmeside.

Møde i miljøudvalget

Beskeden om, at en aftale er klar, blev præsenteret på et møde forleden i landsdelens Miljøudvalg.

– En tysk-dansk aftale ligger klar til at blive underskrevet, sagde miljøminister Robert Habeck. Men han understregede samtidig, at aftalen ikke kan føres ud i livet lige med det samme.

Robert Habeck har sat mål for den ventede omsætning, og nu skal Danmark have tilpasset retursystemet til de dåser, der købes i Tyskland. I Tyskland skal man tage hensyn til påbud om ikke at diskriminere

– Før vil vi i Slesvig-Holstein ikke gennemføre aftalen. Tidshorisonten for at indføre et system i Danmark, der kan modtage de tyske dåser, anslår jeg til at være ca. 16 måneder, siger Robert Habeck. Det vil sige omkring 2017.

To partier i landsdelen, CDU og FDP, frygter dog, at det tyske grænseområde vil miste både omsætning og arbejdspladser, hvis planen bliver gennemført.

Det konkrete forslag

Det tyske forslag går konkret ud på, at de danske kunder i grænsesupermarkederne skal betale en dansk pant, som Robert Habeck kalder det, på mellem en og tre danske kroner pr. dåse. Pantpengene skal de tyske butikker betale tilbage til Danmark.

Panten vil blive betalt tilbage til Danmark, og omkostninger til at styre systemet vil blive betalt af kunderne, idet der ifølge Robert Habeck vil blive lagt ekstra op til tre cent på hver dåse.

Gennem mange år har de danske kunder været fritaget for at betale tysk pant i grænsebutikkerne i Harrislee, Süderlügum og ved Puttgarden. Eneste krav er, at kunderne underskriver en eksporterklæring.

Ifølge Robert Habeck har resultatet været, at hundredtusinder af dåser, indkøbt i Tyskland, ryger uden om genbrugssystemet for i stedet at blive smidt ud i naturen.

Flere danske regeringer har derfor i en årrække henvendt sig til Tyskland for at få den særlige pantregel i grænsehandlen ændret.

Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk

De danske kunder skal vænne sig til, at de formentlig skal betale pant for de indkøbs dåser i grænsebutikkerne.

Foto: Henrik Denman

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?