Tesco ser positive tegn i julesalg

8. jan 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Redaktionen

Den kriseramte britiske detailkæmpe Tesco finder lyspunkter i de salgstal for perioden omkring jul, som netop er blevet offentliggjort.

Selv om de friske omsætningstal fra ind- og udland i langt de fleste er lavere end på samme tidspunkt for et år siden, kan Tescos nedtur det seneste års tid være ved at bremse lidt op.

På hjemmemarkedet er det sammenlignelige salg i butikker, der har været åbne i over et år, "kun" faldet med 0,3 pct. i seks ugers julehandel, og i de seneste godt fire måneder er tilbagegangen på 2,9 pct. - mod 5,4 pct. i 2. kvartal af Tescos regnskabsår.

– Nu ser vi fordelene af at lytte til vores kunder. De investeringer, vi har foretaget i service, tilgængelighed og udvalgte prisfald resulterer allerede nu i en bedre indkøbsoplevelse. En bredt baseret forbedring har gradvist bygget sig op gennem regnskabsårets tredje kvartal, siger Dave Lewis, som er Tescos øverste chef.

Sammen med regnskabstallene er der blevet offentliggjort navnet på den nye mand, der skal styre Tesco UK ud af krisen. Matt Davies tiltræder som adm. direktør for Storbritannien og Irland 1. juni.

Først senere i dag - 11.30 lokal tid - kommenterer Dave Lewis på udviklingen over for aktieanalytikere og presse.

Foto: Tesco

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?