Svenske kriminelle kan søge over sundet

6. apr 2017 -
This describes the image
FOTO: ØRESUNDSBRON/PRESSEBILLEDE

Den svenske dagligvarehandel har sendt et nødråb til politikerne. Stramninger i svensk lovgivning kan imidlertid ramme danske butikker.

Butikstyveri i Sverige har fået et omfang, så det koster handlen op mod 5 mia. kr. årligt og skaber stor utryghed blandt de ansatte. Nu er de svenske politikere klar til at slå hårdere ned på butikstyveri.

Adm. direktør John Wagner, DSK, glæder sig på vegne af sine svenske kolleger over en skærpet kurs over for organiseret butikstyveri:

– Men vi ved også, at de omrejsende europæiske bander hurtigt kan ændre deres fokus på nye mål. Vi frygter og forudser, at danske butikker nu kan blive ramt af en bølge af butiks-tyveri.

Indtil nu har svensk lovgivning ikke sanktioneret butikstyveri til en værdi på under 1.000 kr. Svensk Handel har længe påpeget, at det er urimeligt, at en person kan stjæle varer for 1.000 kr. uden at blive idømt en straf. Derfor ændres ”snatteri” nu til at blive betragtet som et egentligt butikstyveri og er dermed strafbart.

Den svenske rigsdag diskuterer forslag til lovændring i maj, og den ventes at kunne træde i kraft 1. juli 2017.

DSK opfordrer sine medlemmer i Danmark til at følge udviklingen nøje, da de organiserede kriminelle ofte er omrejsende grupper, der flytter derhen, hvor den samlede risiko for at blive opdaget og dømt er mindst.

– Det er også vigtigt, at både Rigspolitiet og justitsministeren følger udviklingen nøje. En evt. stigning i antallet af røverier og tyverier bør følges op af en forstærket politimæssig indsats og hårdere straffe i Danmark, siger John Wagner.

Opdateret 10. nov 2020